Forhandlinger gennemført - Regeringsdannelse

Efter at repræsentanter for de politiske partier i det nye Folketing mandag den 22. juni 2015 havde haft lejlighed til at udtale sig om den forestående regeringsdannelse, anmodede Hendes Majestæt Dronningen, på den fungerende statsministers råd, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen om at lede forhandlinger med henblik på dannelse af en ny regering under sin ledelse. 

Lars Løkke Rasmussen har i dag, lørdag den 27. juni 2015, orienteret Hendes Majestæt Dronningen om, at han har gennemført forhandlinger med repræsentanter for partier i Folketinget og oplyst, at der under hans ledelse vil kunne dannes en regering bestående af repræsentanter for partiet Venstre, som støttes af et flertal i Folketinget. 

Den fungerende statsminister Helle Thorning-Schmidt har under henvisning hertil, tilrådet Hendes Majestæt Dronningen, at det overdrages Venstres formand Lars Løkke Rasmussen at danne en regering bestående af repræsentanter for partiet Venstre.

Hendes Majestæt Dronningen har herefter opfordret Venstres formand Lars Løkke Rasmussen til at danne en sådan regering.

Det forventes, at Hendes Majestæt Dronningen modtager den nye regering søndag den 28. juni 2015 kl. 10.00 i Christian VII’s Palæ, Amalienborg og den fratrædende regering kl. 11.00. 

 

Henning Fode
Kabinetssekretær