Den kongelige døbefont og det kongelige dåbssæt

Døbefonten er udført i Hamburg ca. 1660 af guldsmedene Gödert Bodtstede og Christian Mundt 2. Den er fremstillet af sølv og delvis forgyldt.

I fontens bund ses Johannes som døber Jesus i Jordan-floden. Foroven ses Gudfader og Helligåndsduen.

Til døbefonten hører et dåbssæt; dåbsfad, kande til vand og to lysestager, alt af purt guld. Sættet er formentlig udført omkring 1650 af guldsmeden Hinrich Lambrecht 2. fra Hamburg. Dekorationen er uden religiøst indhold, f.eks. viser fadets scener de fire årstider. Sættet er måske oprindeligt et toiletgarniture.

Døbefonten og dåbssættet har været anvendt ved alle danske kongebørns dåb siden 1671. Første gang døbefonten og dåbssættet kom i brug, var ved kronprins Frederik 4.s dåb, den første kronprins siden etableringen af det enevældige monarki i 1660. Med enevælden blev monarkiet gjort arveligt, og derfor blev det vigtigt at markere, at ved dåb i den kongelige døbefont kom man til at indgå blandt de arveberettigede. Som følge heraf blev barnets navn og dåbsdatoen også graveret på fadets underside - her er opregnet 22 dåbshandlinger i perioden 1671-1749. Herefter var der ikke mere plads, og en guldplade blev sat fast på fadets underside, og her er noteret syv dåbshandlinger i årene 1750-95. Herefter er traditionen tilsyneladende ophørt.

Fonten stod oprindelig på Københavns Slot og blev i 1720 overflyttet til Rosenborg Slot. Dåbssættet af guld har derimod altid været på Rosenborg. Her opbevaredes det i Regalieværelset, Enevældens skatkammer, sammen med kongens krone og de øvrige regalier.

Døbefonten står i dag i Riddersalen på Rosenborg Slot – til højre for tronen, mens dåbssættet er udstillet i det underjordiske Skatkammer. Til døbefonten hører en “fonteformet” transportkasse af træ og læder, som formentlig er samtidig med fonten, og som blev repareret i 1748. Kongelige dåbshandlinger er ikke knyttet til en bestemt kirke. For eksempel er Prins Nikolai og Prins Felix døbt i henholdsvis Fredensborg Slotskirke, 1999, og Møgeltønder kirke, 2002, mens Kronprinsparrets førstefødte blev døbt i Christiansborg Slotskirke 21. januar 2006. Der har således altid været et behov for at transportere fonten rundt. Tidens tand har dog været hård ved transportkassen, og den er ikke længere i brug. Transportkassen findes på Rosenborg, men er kun lejlighedsvis udstillet.

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies