Brudepiger og brudesvende

Brudepiger
Brudepigerne er frk. Mary Elizabeth Donaldsons to ældre søstre fru Jane Alison Stephens og fru Patricia Anne Bailey samt veninden frk. Amber Petty.

De små brudepiger er døtre af Mary Elizabeth Donaldsons søstre. Erin Stephens, otte år og Kate Stephens, seks år er døtre af Mary Donaldsons ældste søster Jane, der er gift med hr. Craig Stephens. Madisson Woods er otte år og datter af Mary Donaldsons næst ældste storesøster Patricia Anne Bailey, gift med hr. Scott Bailey.

Brudesvende
Brudesvendene er Hans Højhed Prins Nikolai der er fire år og søn af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra. Den anden brudesvend er greve Friedrich Richard Oscar Jefferson von Pfeil und Klein-Ellguth, der ligeledes er fire år og søn af greve Jefferson von Pfeil und Klein-Ellguth og Hendes Højhed Prinsesse Alexandra zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg.

Kjoler og jakkesæt
Brudepigernes kjoler er alle designet af Uffe Frank, og Hendes Majestæt Dronningen har sammen med frk. Mary Donaldson valgt farverne på kjolerne. De små brudepiger har håndlavede silkeroser i håret fra Madelaine Schnack.

Brudesvendenes små jakkesæt er tegnet efter forslag fra Hendes Majestæt Dronningen med knapper som på Søværnets uniformer.

Brudepigers og brudesvendes smykker
De voksne brudepiger bærer ørenringe i guld med brillanter, granater og South Sea perler. Perlerne har en top af guld i bladform.

De små brudepiger bærer armbånd i guld med charms af rubiner og et langt sommerfuglevedhæng i guld. Vedhænget hænger langs håndfladen. Så kan man knytte hånden om sommerfuglen, hvis man bliver lidt nervøs. Sommerfuglen har indgraveret Kronprinsparrets monogram.

Brudesvendene bærer manchetknapper i sølv med en banket guldkugle og Kronprinsparrets monogram indgraveret.

Smykkerne er gaver fra Kronprinsparret til deres brudepiger og brudebørn og håndlavede af smykkekunstneren Marianne Dulong.

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies