HKH Kronprinsens tale som introduktion af Mongoliet-foredraget i Det Kongelige Danske Geografiske Selskab den 6. marts 2012

Offentliggjort den 6. marts 2012

Mongoliet og mongolerne har i Danmark ofte været forbundet med noget fjernt og farligt – landet er for de fleste ’Langtbortistan’. Gennem de seneste år har en hel del danske imidlertid besøgt Mongoliet og er blevet betaget af landets skønhed og befolkningens gæstfrihed, og tilsvarende har en hel del fra Mongoliet besøgt Danmark. Da landet skulle finde sin fremtid efter kommunismens fald i 1989, var det danske Folketing og dansk presse aktive rådgivere i overgangsfasen.

Søren Haslund-Christensens far, Henning Haslund-Christensen var sammen med lægen Carl Krebs med til at etablere en dansk forsøgsgård på Zobelsletten i det nordlige Mongoli i 1923. Gården måtte forlades efter nogle år, da systemet blev mere kommunistisk og styret fra Sovjetunionen overtog. I 1927-30 var han karavanefører for den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin og i 1929 kunne han i Stockholm overrække et tempeltelt som en gave fra Torgutmongolernes konge i Xinjiang til Sveriges konge. I 1930’erne ledte han flere danske ekspeditioner til mongolstammerne i Kina, hvor han som noget helt nyt lavede lydoptagelser af deres sang og musik.

Gennem mange år arbejdede Søren Haslund-Christensen på at kunne følge i faderens fodspor, og i 1986 lykkedes det at gennemføre en filmekspedition til Mongoliet og Kina, hvor jeg og Sørens søn Michael var med. I 1990 fulgte endnu en filmekspedition til landet, denne gang ledet af Michael Haslund-Christensen, hvor jeg, Søren og hans datter Louise var med.

Dertil kommer en række andre rejseaktiviteter i det fjerne rige og posten som Mongoliets danske konsul.

Søren Haslund-Christensen: Ordet er dit!

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies