Tale ved forskningskonferencen ”Danske Hjemvendte Soldater” den 9. oktober 2012

Offentliggjort den 9. oktober 2012

I de sidste 20 år har danske soldater været med i internationale missioner. Vi har haft soldater på Balkan, i Irak og er i aktion i Afghanistan nogen tid endnu.

Deltagelsen har givet os betydelig viden og erfaring om militære operationer i meget urolige hjørner af verden. Selv om de kan synes langt væk, følger vi soldaterne på tæt hold gennem TV og dagspresse. Dronningen, Kronprinsessen og jeg selv har på flere rejser besøgt vores udsendte soldater.

På vores besøg har vi oplevet et meget stort engagement hos de udsendte om at gøre en forskel i missionsområdet som udsendt af Danmark.

For mange udsendte har der været en høj pris at betale. Vi føler alle med de efterladte til dem, der har betalt den højeste pris. Med deres liv. Vi føler også med dem, der har fået tilværelsen slået i stykker med kvæstelser på kroppen, og som nu kæmper en ny og beundringsværdig kamp - for at rehabilitere sig.

På baggrund af det forskningsprojekt, som er grundlaget for konferencen her i dag ved vi, at der udover de faldne og fysisk sårede også er række soldater, der kommer hjem med ar på sjælen. 

Jeg forstår, at resultaterne fra forskningsprojektet ”Danske Hjemvendte Soldater” er unikke i såvel omfang og undersøgelse og også vækker international opmærksomhed. Det er første gang, at Danmark får viden om de danske mænd og kvinder, som Danmark siden 1992 har sendt ud til verdens brændpunkter. 
De samlede rapporter giver os en viden om, at udsendte soldater også kan komme hjem med usynlige ar efter oplevelser, der ikke lader sig viske bort. Mange har fået og mange har udsigt til at få psykiske lidelser, som vil mærke dem i lang tid og dermed også påvirke deres familie, ægtefællen, kæresten og børnene, kollegerne, kammeraterne.

Når der er noget, som vi ikke uden videre kan se, kommer vi ofte i tvivl. Derfor er forskningen vigtig. Og svarene baner forhåbentlig vej til at afhjælpe problemer, der hidtil har været usete eller ukendte – og ny viden giver mulighed for at udvikle den bedst mulig støtte til Danmarks veteraner før og efter en udsendelse til en international militær mission. 

Der er grund til at takke Soldaterlegatet og donorerne bag Soldaterlegatet for, at vi nu med undersøgelserne fra SFI - Det nationale forskningscenter for velfærd - har fået et materiale, der gør os mere kloge på; hvem, det er Danmark sender ud, hvordan de har det før, under og efter og hvad det er, der får danske mænd og kvinder til at stille op for Danmark rundt om i verdens brændpunkter.  

Med disse ord erklærer jeg som protektor for Soldaterlegatet forskningskonferencen om Danske Hjemvendte Soldater for åben.

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies