Tale ved indvielse af Industriens Hus den 10. juni 2013

Offentliggjort den 10. juni 2013

Mine damer og herrer,

Den 13. juni 1872 – for 141 år siden – stod min tip-tip-oldefar, Kong Christian den Niende, hvor jeg nu står i dag.

Tilmed i samme anledning.

Nemlig for at indvie det nye Industriens Hus.

Det daværende hus var bygget i anledning af Den Nordiske Industri- og Kunstudstilling, som blev afholdt fra juli til oktober 1872.

Indvielsen var en festlig begivenhed.

50 musikere og 1.200 sangere fremførte en kantate af Carl Ploug med musik af Niels W. Gade.

Og statsministeren – konseilspræsident Ludvig Holstein-Holsteinborg – holdt åbningstalen.

Siden da har Industriens Hus ligget samme sted.

Men ikke altid i samme udgave.

Efterhånden blev det første hus så gammelt og upraktisk, at det måtte rives ned.

Nedrivningen startede efter nytår i 1977.

Godt et år senere blev grundstenen til en ny bygning nedlagt af min far, Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen.

Og i 1979 stod så den næste udgave af Industriens Hus færdigt.

Denne gang blev det indviet af min mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe den anden.

Det var den 31. august 1979.

Og nu står vi her igen!

Der var behov for mere plads.

Men ret skal være ret.

Teknisk set er huset ikke en ny bygning.

Men en ombygning af det forrige hus.

Fundamenterne er bevaret.

Men huset er blevet større.

Og facaden er ny.

Det er et hus, som hænger sammen med omgivelserne.

Verden udenfor inviteres indenfor.

Det er et symbol på Dansk Industris rolle i samfundet.

Som en organisation, der følger med tiden og åbent engagerer sig i omverdenen.

Som en del af det danske fællesskab.

Huset er bygget til Dansk Industris medlemmer.

Og selvfølgelig til DI’s medarbejdere.

Det vil blive rammen om vigtige møder.

Herunder besøg fra udlandet, som jeg selv har glæde af at deltage i.

DI er vært for eksempelvis rundbordssamtaler, der styrker og skaber nye erhvervsforbindelser mellem Danmark og de lande, der gæster os.

Det er et interessant og vigtigt arbejde, som jeg sætter pris på at bidrage til.

Industriens Hus er kort sagt erhvervslivets hus.

Det er her, på en af Københavns mest kendte pladser, at dansk erhvervslivs fremtid forberedes, formes og forhandles.

Men det er ikke kun dansk erhversliv, der vil nyde godt af de indbydende rammer som dette hus repræsenterer.

Med sin transparente og lette konstruktion inviteres offentligheden inden for.

Rådhuspladsen synes større og Københavns Rådhus har fået et lyst og venligt hus at spejle sig i.

Det er kort sagt et hus, som jeg tror, både DI og alle andre kan være glade for.

Og det bliver rammen om mange vigtige begivenheder for alle, der får deres gang i huset.

Med disse ord er det mig en glæde at klippe snoren over og erklære Industriens Hus for indviet!

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies