40-års regeringsjubilæer

Christian 9.
Christian 9. Foto: DKKS, Rosenborg Slot

40-års regeringsjubilæer

Et 40-års regeringsjubilæum er en yderst sjælden begivenhed i danmarkshistorien. I hele kongedømmets over 1000-årige historie er der før Dronning Margrethe II kun to monarker, om hvem man uden forbehold kan sige, at de har opnået at beklæde tronen i 40 år: Christian 4. i 1628 (eller 1636 hvis man regner fra kroningen) og Christian 9. i 1903 (konge af Danmark 1863-1906).

Ganske vist kan man også pege på Christian 7. og hans efterfølger Frederik 6., om end ikke dem begge samtidig. Deres 40 år på tronen afhænger nemlig af en skelnen mellem reel og formel regering. Denne skelnen hænger sammen med Christian 7.s sindssygdom, som gjorde ham ude af stand til at regere, hvorfor han i 1784 – efter 18 års regering – ved et kup blev frataget den reelle regeringsmagt, som blev overtaget af hans søn Kronprins Frederik. Denne udøvede herefter regeringen som prinsregent i kongens navn, indtil faderens død i 1808, hvorefter Frederik fortsatte med at regere som Kong Frederik 6. indtil sin død i 1839. 

Hvis man spørger til den formelle regering, kan man således sige, at Christian 7. nåede sit 40-års jubilæum i 1806; spørger man til den reelle regering, kan man sige, at Frederik 6. havde regeret i 40 år i 1824. Uanset hvilket kriterium, man vælger, er det kun den ene af dem, der nåede at regere i 40 år.

Af de 52 danske monarker siden Gorm den Gamle er Dronning Margrethe således højst den fjerde, der har opnået sit 40-års regeringsjubilæum.

Yderligere information

Læs mere om danske regenter på hjemmesiden for De Danske Kongers Kronologiske Samling