Erhvervs- og kulturfremstød i De Forenede Arabiske Emirater

<p>Udsnit af Dubai.</p>
  •  
  •  
  •  

H.K.H. Prins Joachim deltager fra i dag, den 25. februar, i et 4-dages erhvervs- og kulturfremstød i De Forenede Arabiske Emirater, hvor der aflægges besøg i byerne Dubai, Al Ain og hovedstaden Abu Dhabi.

Prins Joachims program fokuserer primært på dansk erhvervslivs aktiviteter i en række nøglesektorer herunder fødevarer, sundhed, gas- og olieindustri, samt bæredygtige energiløsninger. 

I Dubai vil Prins Joachim bl.a. deltage ved åbningen af fødevaremessen Gulfood, der er blandt de største i verden. Desuden vil Prinsen bl.a. besøge den danske stand, hvor 25 danske virksomheder forventes at være repræsenteret. Under besøget i Dubai vil Prinsen besigtige verdens højeste bygning, Burj Khalifa.

I programmet indgår også et besøg på det arkæologiske center Hili Archaeological Park, som danske arkæologer fra Moesgaard Museum opdagede og udgravede tilbage i 1960-erne. Danske arkæologer har været engagerede i de mange historiske udgravninger i De Forenede Arabiske Emirater og andre Golfstater. I 2010 blev der afholdt en stor udstilling med fokus på de danske opdagelser i Abu Dhabi.

I Abu Dhabi vil Prins Joachim desuden mødes med repræsentanter for større danske virksomheder i regionen, samt aflægge kulturelle besøg ved bl.a. den store nationalmoské Sheikh Zayed Grand Mosque samt det kulturelle projekt, Saadiyat Island, hvor bl.a. afdelinger af Guggenheim og Louvre er under opførsel.

Publiceret 25. februar 2013

Læs mere om Gulfood.

Læs mere om De Forenede Arabiske Emirater.

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies