Hendes Majestæt Dronningen 75 år – en dragtkavalkade

Foto: Det Nationalhistoriske Museum ©

H.M. Dronningen deltager onsdag den 25. marts 2015 i den officielle åbning af særudstillingen "Hendes Majestæt Dronningen 75 år – en dragtkavalkade" med et udvalg dragter, som Dronningen har båret gennem tiden.

Særudstillingen åbnes i anledning af Dronningens 75-års fødselsdag og viser de forskellige dragter, som Dronningen har båret gennem tiden. I udstillingen i Riddersalen på Frederiksborg Slot indgår blandt andet Dronningens dåbskjole og brudekjole såvel som tøj, Dronningen bærer under rejser i ind- og udland, ved nytårstalen samt større, officielle begivenheder som gallatafler i forbindelse med statsbesøg.

Billeder, genstande og filmsekvenser indgår desuden i udstillingen, som tilsammen genfortæller Dronningens liv. Foruden at vise dragter gennem tiden, giver udstillingen også indblik i trekvart århundredes stil- og modehistorie.

Udstillingen er åben for publikum fra den 26. marts 2015 til den 30. august 2015.

Yderligere oplysninger

Læs mere om H.M. Dronningen.

Læs mere om udstillingen.