H.K.H. Kronprinsen besøgte danske soldater i Afghanistan

Kronprinsen mødte soldaterne fra Hold 16 i den danske lejr Camp Viking, der ligger inde i den store, multinationale base Camp Bastion i Helmand.
  •  
  •  
  •  

Onsdag den 4. december landede Kronprinsen og Forsvarschef Peter Bartram i Camp Bastion. Formålet var at besøge de danske soldater, som lige nu er udsendt i den sydlige del af Afghanistan.

Der var stadigvæk et par timer til solen stod op, da det danske C-130 Hercules transportfly satte hjulene på landingsbanen i den store, multinationale lejr Camp Bastion tidligt onsdag morgen. Forude ventede 24 kompakte timer, hvor Hans Kongelige Højhed og Forsvarschefen, general Peter Bartram, skulle besøge de danske soldater i Camp Bastion, Lashkar Gah og Kandahar. 24 timer hvor Kronprinsen både fik talt med jægersoldater, set materiel og hilst på Hærens og Flyvevåbnets udsendte soldater i det sydlige Afghanistan.

- Det har været en stor oplevelse igen at få mulighed for at besøge de udsendte, danske soldater i Afghanistan. Jeg er som ved tidligere besøg imponeret over det soldaterne udretter, siger Kronprinsen.

Det var tredje gang, Kronprinsen besøgte de danske soldater. Efter mere end ti års indsats i det uroplagede land har de danske soldaters opgave og mission planmæssigt ændret karakter. Den danske militære indsats er nu gradvist ved at blive reduceret, idet de afghanske sikkerhedsstyrker selv har overtaget ansvaret for at varetage sikkerheden i deres eget land.

Den danske hovedstyrke i Helmand, DANCON ISAF 16, fokuserer derfor på dels at sende mest muligt materiel hjem til Danmark, og dels at støtte de afghanske sikkerhedsstyrker sammen med vores allierede. 

- Missionen i Afghanistan er ikke længere i folks bevidsthed i samme grad som tidligere. Jeg synes det er vigtigt, at vi hjemme husker, at Danmark fortsat har soldater indsat i Afghanistan et stykke tid endnu. De nuværende, udsendte soldater udfører, ligesom deres forgængere, et flot stykke arbejde, siger Kronprinsen.

Publiceret 5. december 2013

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies