Nytårstalen 2015

H.M. Dronningens nytårstale 2014.
H.M. Dronningens nytårstale 2014. Foto: Keld Navntoft, Scanpix ©

Hendes Majestæt Dronningen holder i år nytårstalen på Fredensborg Slot.

Nytårstalen holdes hvert år den 31. december kl. 18.00, hvor talen transmitteres direkte på tv og i radioen. Nytårstalen holdes traditionelt fra Dronningens modtagelsesværelse i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

Ligesom i 2014 holder Dronningen i år nytårstalen fra Fredensborg Slot, hvor Regentparret har residens som følge af renoveringen af taget på Christian IX's Palæ, Amalienborg.

Nytårstalen er tidligere blevet holdt på Fredensborg Slot i 1979, 1980 og 2014, hvor Christian IX's Palæ også var under renovering.

Livgarden nytårsaften
Når H.M. Dronningen den 31. december 2015 afholder nytårstale fra Havesalen på Fredensborg Slot, vil Livgardens traditionsrige æresbevisning finde sted i Indre Slotsgård på Fredensborg Slot.
 
Livgardens æresbevisning påbegyndes umiddelbart inden nytårstalen, hvor vagten træder til gevær og står trådt an med fane og to tambourer, mens talen afholdes. Efter Hendes Majestæt Dronningens nytårstale afspilles ”Kong Christian stod ved højen mast”. Livgarden præsenterer gevær, der saluteres og fanen fældes.

På Fredensborg Slot vil Ydre Slotsgård være åben for publikum, og der vil være opsat storskærme ved tv-stationerne med transmission af nytårstalen. Der vil i år ikke være særlige foranstaltninger på Amalienborg Slotsplads i anledning af nytårstalen. 

Yderligere oplysninger

Læs mere om H.M. Dronningen.

Læs mere om Fredensborg Slot

Læs mere om nytårstalens historie.