Præsidenten signerede rude

Kort før afgang fra Fredensborg Slot fredag den 5. april signerede Præsidentparret en vinduesrude.
Kun i helt særlige tilfælde bedes også andre end statsoverhoveder om at indridse deres signatur, som fx premierminister Winston Churchill og hans kone Clementine Churchill, som besøgte Danmark og Fredensborg den 9.-11. november 1950.
  •  
  •  
  •  

I forbindelse med det netop afsluttede statsbesøg fra Finland fulgte Præsidentparret en mere end 150 år gammel skik ved fredag den 5. april at signere en af vinduesruderne på Fredensborg Slot.

Skikken har fra første færd været forbeholdt gæster af fyrstelig rang eller statsoverhoveder på både privat og officielt besøg.

Det er gennem årene blevet til et stort antal navne. En fornemmelse af omfanget giver den bevarede ”Protokol over Ruder i Fredensborg Slot beskrevne af Kongelige Personer” (påbegyndt i 1916), som tæller 239 ruder med inskriptioner. 

Da mange af ruderne rummer mere end én signatur, er det samlede antal navne mindst to-tre, måske flere, gange så stort. De sidder nu fordelt på ruder over store dele af slottet, ikke mindst i Havesalen, Fyrstesalonen, Gardersalen og forskellige soveværelser. Som helhed udgør slottets vinduer således et galleri af signaturer fra tidligere og nuværende medlemmer af den danske kongefamilie og andre personer med tilknytning til den; en samling af navne på fremtrædende og i mange tilfælde også historisk betydningsfulde personer i Danmark og udlandet gennem det sidste halvandet århundrede.

Skikken kan spores tilbage til 1841, da Louise af Hessen indridsede den ældste daterede signatur den 17. august dette år. Året efter blev hun gift med Prins Christian af Glücksborg, som i 1863 blev konge af Danmark som Christian 9., hvis talrige familie tegner sig for de fleste af de ældste signaturer. Det er således fra 1860’erne, at signaturer på ruderne blev en fast skik, som med vekslende intensitet er blevet bevaret til i dag.

I sig selv er indskrifterne for det meste enkle og omfatter ofte blot et navn og evt. en dato. Alligevel kan disse signaturer og årstal ud over blot at dokumentere den pågældende persons tilstedeværelse i mange tilfælde antyde en større historie.

Blandt de tidligste inskriptioner finder man f.eks. Nikolaj og Dagmar, som den 9. og igen den 29. oktober 1864 har efterladt et minde om en forbindelse, der ikke blev til noget, men alligevel fik dramatiske følger. Den nævnte Nikolaj, tsar Aleksander 2.s ældste søn, var måneden forinden blevet forlovet med Prinsesse Dagmar af Danmark, med hvem han ville være blevet gift, hvis ikke han var død det følgende år. I stedet blev Dagmar i 1866 gift med hans lillebror, Aleksander, som i 1881 blev tsar som Aleksander 3.

Ikke alle inskriptioner er blot signaturer og datoer. Nogle er også skriblerier af den slags, man kan finde i mere konventionelle gæstebøger: Mere eller mindre læselige kruseduller, kradserier, små figurer, digte. Mange af dem vidner om, at skribenten må have værdsat sit ophold på slottet, som fx Prinsesse Ingeborg, der skriver: ”Var atter en gang paa dette himmelske sted 3-30 juni 1911 / Farvel elskede Fredensborg. Gud ved, naar jeg atter kommer her tilbage”. Det skete dog allerede et årstid efter, ”Maj 25 – Juni 1912”, men da i en sørgelig anledning, hendes brors, Kong Frederik 8.s begravelse, hvad der nok forklarer hendes inskription nederst på samme rude: ”Hvor forandret alt er siden i fjor Ingeborg”.

Som nævnt holdes skikken stadig i hævd, men i modsætning til tidligere praksis, hvor gæsterne indridsede deres signaturer direkte på ruden, foregår det i dag på en løs rude, som tages af et lager til formålet. Herefter vælger Regentparret en pladsende placering i et af slottes vinduer.


Publiceret 9. april 2013

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies