Regentparret går i land

  •  
  •  
  •  

I dag går H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen officielt i land fra Kongeskibet ved bøje 1 i Københavns Havn efter afslutningen på årets sidste Dannebrogstogt, der bragte Regentparret på besøg i Skagen, på Læsø, i Vordingborg og på Møn.

Den officielle landgang markeres ved, at Regentparret sejler i chalup forbi Batteri Sixtus på Holmen, hvor der affyres salut med 21 skud. Inden landgangen ved Toldboden passerer Regentparret Kongeskibet Dannebrog, hvor de værnepligtige, der har deltaget i sommerens togter, stiller op ved bagbord og råber et trefoldigt leve for Dronningen og Prinsgemalen. 

I anledning af sæsonens afslutning afholder Regentparret samme aften strygemiddag for Dannebrogs officerer på Fredensborg Slot. Betegnelsen 'strygemiddag' kommer af, at der stryges kommando, hvilket vil sige, at kommandotegnet (vimpelen) tages ned fra Kongeskibet Dannebrog og dermed markerer afslutningen på sæsonen. 

Traditionen med de årlige sommertogter til forskellige danske byer og øer har Regentparret videreført fra Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid, og traditionen går helt tilbage til Christian 10., der som den første konge gjorde årlige togter i danske farvande til en fast del af sit officielle program.

Kongeskibet anvendes dog også til udenlandske besøg, og under dette års Olympiske Lege lå Dannebrog til kaj i London. Her blev skibet anvendt i forbindelse med den kongelige families tilstedeværelse under OL, og Regentparret afholdt receptioner på agterdækket for blandt andre de danske OL-deltagere samt for britiske og danske erhvervs- og kulturrepræsentanter. 

Publiceret 7. september 2013

Se Danskernes Billeder fra sommertogt i juni 2013. 

Se Danskernes Billeder fra sommertogt i september 2013. 

Se fotos fra Orø.

Se fotos fra Kerteminde.

Se fotos fra Bogense.

Se fotos fra Aarø.

Se fotos fra Haderslev.

Se fotos fra Skagen.

Se fotos fra Læsø.

Se fotos fra Vordingborg.

Se fotos fra Møn. 

Læs mere om Kongeskibet Dannebrog

Læs mere om Dannebrogstogter.

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies