Schackenborg Slot overdrages til nystiftet fond

  •  
  •  
  •  

Den nye fond får navnet Schackenborg Fonden og er stiftet af H.K.H. Prins Joachim, Bitten og Mads Clausens Fond, Ecco Holding og Ole Kirks Fond med D.K. H. Prins Joachim og Prinsesse Marie som protektorer.

Baggrunden for etableringen af fonden er, at driften af slottet med dertil hørende landbrug er vanskeligt foreneligt med D.K.H. Prins Joachims og Prinsesse Maries øvrige virke og engagement i officielle opgaver og protektioner. Parret ønsker samtidig at flytte til Københavnsområdet af familiehensyn.

Prins Joachim og Prinsesse Marie lægger vægt på at bevare deres tætte tilknytning til Møgeltønder og Sønderjylland. Som protektorer vil parret derfor i perioder af året fortsat opholde sig på slottet. 

”Prinsesse Marie og jeg er glade for den løsning, som vi har fundet frem til med stifterne af den nye fond. Det har været en vanskelig beslutning at afhænde Schackenborg, men jeg er overbevist om, at vi med denne løsning sikrer Schackenborgs fremtid bedst muligt,” udtaler Prins Joachim.

Stifterne indskyder i alt 113 mio. DKK i forbindelse med etableringen af Schackenborg Fonden. Heraf indskyder Prins Joachim 13 mio. DKK svarende til værdien af den folkegave, der blev givet til Schackenborg i 1995. 

Schackenborg Fondens formål er at bevare Schackenborg Slot som en af landsdelens vigtigste historiske ejendomme og dermed sikre, at den kulturværdi, slottet har for egnen, fortsat udvikles.    

Fonden ønsker fortsat at give offentligheden adgang til besøg i parken og lejlighedsvis at åbne slottet for publikum ligesom Schackenborg Slot og park skal stilles til rådighed for særlige almennyttige arrangementer indenfor det kulturelle, videnskabelige, sociale og uddannelsesmæssige område.

Schackenborg Fonden vil stå for vedligeholdelse af Schackenborg Slot og park samt drive de landbrugsarealer, der hører under Fonden.

Fonden etableres med virkning fra 1. juli 2014. 

Publiceret 1. juli 2014

For yderligere oplysninger kontakt venligst hofmarskal Ove Ullerup, tlf. 33 40 10 10.

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies