Vagtskifte på Amalienborg

Livgarder står vagt på Amalienborg Slot.
Livgarder står vagt på Amalienborg Slot. Foto: Jens Dige, POLFOTO ©

Livgarden står vagt for den kongelige familie. Når H.M. Dronningen har residens i Chr. IX's Palæ, oprettes Kongevagt på Amalienborg. Under denne kan man dagligt opleve musik på Amalienborg Slotsplads omkring kl. 12.00.

På Amalienborg er der vagtskifte dagligt, der findes tre former for vagter: Kongevagt, Løjtnantsvagt og Palævagt.

Under Kongevagt er der dagligt vagtparade fra Livgardens Kaserne i Gothersgade, København, kl. 11.27. Marchen mod Amalienborg passerer bl.a. Rundetårn og Kongens Nytorv. Paraden består af et musikkorps på 36 musikere, et tambourkops på 12 tambourer samt vagten, der består af 36 gardere. 

Kort før kl. 12.00 marcherer paraden på slotspladsen, hvor den aftrædende vagt er opstillet med gevær. Herefter er der en omskiftermarch mellem den aftrædende vagt og den tiltrædende vagt. Fanen, der er kommandotegnet, overdrages af faneløjtnant til jourhavende adjudant. Under omskiftermarchen spiller Musikkorpset.

Herefter går officerer for begge vagter til Dronningen for at melde til og fra vagt. På slotspladsen giver Musikkorpset en mindre koncert på tre - fire numre. Selve vagtafløsningen foregår ved, at tiltrædende vagt kontrollerer skilderkappen samt skilderhuset, der ståes vagt ved. Aftrædende vagt macherer med sin fane til residenspalæet, hvorefter der foretages hjemmarch tilbage til Livgardens Kaserne, mens der spilles. På hjemmarchen passeres Frederiks Kirke (Marmorkirken) samt Store Kongensgade.

Kongevagten følger Regenten, desuden foretager Livgarden portafløsning hver anden time. Der findes yderligere to andre vagtformer: løjtnantsvagt og palævagt, der oprettes efter hvilke medlemmer af den kongelige familie, der befinder sig på Amalienborg Slot.

Løjtnantsvagten oprettes hvis enten H.K.H. Kronprinsen er regent, eller den kan ligeledes oprettes, hvis H.K.H. Prins Joachim eller H.K.H. Prinsesse Benedikte er rigsforstandere. Vagtparaden afmarcherer under vagten kl. 11.30 fra Livgardens Kaserne under kommando af en kaptajn eller en premierløjtnant.

Den mindste vagt kaldes Palævagt og oprettes når ingen af den kongelige families medlemmer har residens på Amalienborg. Under Palævagten afmarcherer en kommanderende sergent og vagtstyrken fra Livgardens Kaserne kl. 11.32.

På Fredensborg Slot er oprettes vagten, når enten Regentparret eller Kronprinsparret tager ophold eller har residens på slottet. Når Dronningen opholder sig på Christiansborg Slot, Marselisborg Slot eller Gråsten Slot sender Livgarden et detachement afsted til det pågældende slot til at stå vagt. 

Yderligere oplysninger

Læs mere om Den Kongelige Livgarde.

Læs mere om Amalienborg.