Christian VIII's Palæ, eller Levetzaus Palæ, blev bygget for geheimekonferensråd Christian Frederik Levetzau i 1750-60. Arveprins Frederik købte palæet i 1794 og lod maleren og arkitekten Nicolai Abildgaard stå for en modernisering i den nye empirestil. Da Arveprinsen døde i 1805 overtog hans søn, Prins Christian Frederik, både palæ og arkitekt. Abildgaard døde imidlertid i 1809, og nyindretningen gik i stå. I 1839 blev Christian 8. konge, og palæet kaldtes herefter Christian VIII`s Palæ.
Kongen døde i 1848, og enkedronningen Caroline Amalie døde i 1881. Fra 1885 benyttede Udenrigsministeriet en del af palæet, men måtte vige pladsen i 1898, hvor det blev indrettet til residens for Kronprins Christian (10) og Prinsesse Alexandrine.
Efter Christian 10.s død i 1947 blev palæet stillet til rådighed for Arveprins Knud.
I 1980’erne indledte Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme en tiltrængt hovedrestaurering af palæet, hvor der blandt andet blev indrettet bolig og repræsentationslokaler for Kronprins Frederik og Prins Joachim, magasin for Dronningens Håndbibliotek samt museum for den Glücksborgske kongeslægt kaldet "De Danske Kongers Kronologiske Samling, Amalienborg".
Efter Kronprinsparrets overtagelse af Frederik VIII’s Palæ i 2010 er det i dag Prins Joachim og Prinsesse Marie samt Prinsesse Benedikte, der anvender Christian VIII’s Palæ når de opholder sig i København.
For flere informationer se De Danske Kongers Kronologiske Samling, Amalienborg.
For flere informationer se hjemmesiden for De Danske Kongers Kronologiske Samling.
Copyright 2013
Kongehuset
©