Rosenborg Slot

Gennem 1700-årene opsamledes betydelige kunstskatte på Rosenborg, blandt andet ved tilgange fra flere af de kongelige dødsboer og efter Christiansborgs brand i 1794

Rosenborg Slot, 2003
Kongens Have ved Rosenborg Slot, 2009
I Riddersalen på Rosenborg Slot står Frederik 3.s tre sølvløver, der bevogter kongens trone. Løverne er udført i 1665-70
Dåbssæt af guld, udført af Hinrich Lambrecht i Hamburg omkring 1650, er blevet benyttet ved kongelige barnedåber siden 1671
Smaragd-sæt
  •  
  •  
  •  

Rosenborg slot blev opført i 1606-34, som Christian 4.s lysthus “på landet”, lige uden for Københavns vold. Christian 4. holdt meget af stedet, opholdt sig ofte på slottet når han residerede i København og det var her han døde i 1648. Efter hans død overgik slottet til hans søn Frederik 3. og hustruen Sophie Amalie, der foretog flere moderniseringer. Den sidste konge, der anvendte stedet til beboelse var Frederik 4., og Rosenborg blev opgivet omkring 1720 til fordel for Frederiksberg Slot.

Gennem 1700-årene opsamledes betydelige kunstskatte på Rosenborg, blandt andet ved tilgange fra flere af de kongelige dødsboer og efter Christiansborgs brand i 1794. Snart efter opstod ideen om et museum, og dette blev realiseret i 1833, som er De Danske Kongers Kronologiske Samlings officielle stiftelsesår.

Slottet åbnede for publikum i 1838, og man kunne her få en vandring gennem kongeslægtens historie fra Christian 4.'s tid til egen samtid, og der var ved åbningen etableret et værelse med Frederik VI's ting, selvom kongen først døde året efter. Den kronologiske gennemgang, samt de møblerede interiører, som endnu i dag er Rosenborgs særpræg, introduceredes  for første gang i europæisk museumshistorie.

Samlingen fortsatte med at vokse, og i 1960'erne blev der taget initiativ til at oprette en afdeling på Amalienborg for den nyere del af kongeslægten. Dette realiseredes i 1977, og siden i 1994 med lokaler i Christian 8.’s Palæ. Grænsen mellem de to afdelinger er sat ved 1863, således at Rosenborg udstiller de oldenborgske konger, og Amalienborg de glücksborgske.

I april 2012 sluttede en større restaurering af Marmorgemakket på slottet. Gemakket er enestående i den forstand, at der ikke findes andre lige så velbevarede rum med den særlige kunstmarmorering.

GENSTANDE PÅ ROSENBORG MED SÆRLIG TILKNYTNING TIL KONGEHUSET

Christian 5.s krone fra 1670 har været brugt ved alle de enevældige kongers kroninger, og den sidste kroning var i 1840. Kronen anvendes stadig ved det kongelige castrum doloris, som sidste gang var i 1972.

Kronjuvelerne går tilbage til Christian 6.s Dronning Sophie Magdalenes testamente fra 1746. Heri bestemte hun, at hendes smykker ikke skulle overgå til en bestemt person, men altid være til rådighed for den til enhver tid siddende dronning. Kronjuvelerne er blevet forøget flere gange, og stammer i deres nuværende form fra 1840. Kronjuvelerne består primært af fire store smykkesæt; to med brillanter, ét med smaragder og brillanter, samt ét med rubiner, perler og brillanter. Kronjuvelerne står også i dag til rådighed for Hendes Majestæt Dronningen, som anvender dem en eller flere gange om året. Almindeligvis til nytårskuren, samt i forbindelse med statsbesøg og andre begivenheder i Kongehuset.

Det kongelige dåbsfad er af purt guld, og siden 1671 er alle de kongelige børn døbt i dette fad. Oprindeligt blev barnets navn og dåbsdato skrevet på bagsiden af fadet, men i slutningen af 1700-tallet var der ikke plads til flere navne. Til fadet hører en vandkande og to lysestager, alle af purt guld. Ved dåben anbringes fadet i en døbefont af forgyldt sølv. Font og fad har i skrivende stund været anvendt sidste gang i april 2010 ved den kongelige tvillingedåb i Holmens Kirke.

Slottet gemmer også på sølvæsker med noget så usædvanligt som resterne af Kong Frederik 3's egen fosterhinde samt navlesnore, der har tilhørt Kongens otte børn.

For yderligere informationer se Rosenborg Slots hjemmeside.

Se Rosenborg Slot på kort

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies