Billedkunst

Den kongelige malerisamling består af flere tusinde billeder

Christian 7. i tronstolen malet af J. Juel
Frederik 6. med familie malet af Eckersberg
Portræt af H.M. Dronningen malet af Niels Strøbek
Portræt af H.K.H. Prinsgemalen med hest malet af Thomas Kluge
Miniaturer af Christian 4. og hans dronning Anne Cathrine
  •  
  •  
  •  

Billedkunsten udgør en stor del af de kongelige kunstsamlinger, idet Kongehuset til alle tider har købt, modtaget og endda produceret malerier, miniaturer, tegninger og stik. Samlingen, som består af flere tusinde billeder, hænger på de kongelige slotte og spænder vidt fra 1600-tals miniaturer i lomme-format til store vægmalerier med abstrakt samtidskunst.

En stor del af den ældre malerisamling blev statsejendom i forbindelse med afskaffelsen af enevælden i 1849. Andre værker er ejet og båndlagt af De Danske Kongers Løsøre Fideikommis, mens resten af malerisamlingen er den kongelige families private ejendom, primært fra perioden efter 1849 og frem til i dag. Der udlånes gerne malerier til museer, som ønsker at udstille, men altid efter tilladelse fra Regentparret eller Kronprinsparret.

Mange af de ældre malerier med tilknytning til Kongehuset, især portrætter af de kongelige, er gennem tiden blevet overdraget til De Danske Kongers Kronologiske Samling på Rosenborg Slot og i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg.  Begge steder fungerer som museum for det danske kongehus; her kan publikum opleve malerier af de danske konger, deres dronninger og børn af kendte danske og udenlandske malere som bl.a. Karel van Mander, C.G. Pilo, Jens Juel, C.W. Eckersberg, W.N. Marstrand og Laurits Tuxen. 

På de fungerende slotte findes talrige malerier, heraf en væsentlig del, som er indarbejdet i rummenes arkitektur og dermed fungerer som en del af det permanente interiør. Det gælder bl.a. Louis Tocqués store portrætter af Frederik 5. og dronning Juliane Marie, som i fuld figur tager imod gæsterne i Riddersalen i Christian VII’s Palæ på Amalienborg, Francois Bouchers charmerende dørstykker med putti i samme sal og Karel van Manders illusionistiske loftsmalerier i palæets sidepavillon. Nabobygningen, Christian VIII’s Palæ, har også en lang række interessante malerier, bl.a. i Trongemakket, hvor Nikolai Abildgaard har malet allegoriske gengivelser af de fire kontinenter Amerika, Afrika, Asien og Europa.

På Fredensborg Slot findes ca. 800 ældre malerier fra især 1600- og 1700-tallet. I de repræsentative rum har man ligesom i Amalienborgpalæerne integreret malerier i rummenes arkitektur. Det ses bl.a. i Havesalen, som er dekoreret med Jacopo Fabrisis venetianske arkitekturfantasier og i den højloftede Kuppelsal, hvor J.E. Mandelberg har malet de store, farverige scener fra Den Trojanske krig. 

Nutidens malere er repræsenteret ved bl.a. Niels Strøbek, som er kunstneren bag to symbolfyldte portrætter af Regentparret, og Thomas Kluge, hvis foto-realistiske portræt af Prinsgemalen  hænger i residenspalæet på Amalienborg. Den nyeste kunst i Kongehuset er imidlertid de helt moderne væg- og loftsmalerier i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg. Malerierne blev udført i forbindelse med renoveringen af palæet, og bag kunstværkerne står en række  yngre, danske kunstnere som bl.a. Tal R, John Kørner og Kathrine Ærtebjerg.

Værkerne i Frederik VIII's Palæ er ikke tilgængelige for offentligheden, men kan ses på hjemmesiden for Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme: 
 www.slke.dk

Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet: 
 www.dkks.dk

Fredensborg Slot og Christian VII’s palæ har i perioder åbent for publikum:
 www.slke.dk

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies