Levnedsbeskrivelser

Kongehuset har en stor samling levnedsbeskrivelser, der strækker sig tilbage til 1884.

Levnedsbeskrivelser fra 1914
  •  
  •  
  •  

Kongehuset har en stor samling levnedsbeskrivelser. De ældste er ridderbiografier fra tiden efter 1884. Levnedsbeskrivelserne er selvbiografier fra personer der er blevet dekoreret. 

Med henblik på at sikre, at der i levnedsbeskrivelsen kan skrives så frit og åbent som muligt, er der fastsat den almindelige regel, at levnedsbeskrivelserne i almindelighed er utilgængelige i 50 år efter forfatterens død, såfremt denne ikke selv har fastsat andet. I visse tilfælde er det dog muligt at få adgang til levnedsbeskrivelser, som er omfattet af 50-årsreglen, hvilket imidlertid forudsætter, at der i forbindelse med ansøgning om adgangstilladelse fremlægges skriftligt samtykke fra forfatterens nærmeste efterladte.

Med respekt for disse formelle klausuler bistår Ordenskapitlet med glæde med at åbne for adgang, og hvis man ønsker adgang til en bestemt levnedsbeskrivelse, skal man indsende en skriftlig ansøgning derom til Ordenshistoriografen. Ansøgningen stiles til Ordenshistoriografen, Ordenskapitlet, Det Gule Palæ, Amaliegade 18, 1256 København K eller ordenskapitlet@kongehuset.dk.

Ansøgningen skal omfatte en beskrivelse af formålet med at søge adgangstilladelse (slægtsforskning, faghistorisk forskning o.lign.) samt alle relevante data om levnedsbeskrivelsens forfatter. Herunder angivelse af fulde navn, dekorationsdato og dekorationens art. Har man ikke de nøjagtige dekorationsoplysninger, kan de normalt fremskaffes ved at gå på biblioteket og slå efter i en årgang af Hof- og Statskalenderen omkring forfatterens dødsår.

Disse oplysninger letter i betydelig grad søgearbejdet i arkivet, eftersom levnedsbeskrivelserne er arkiveret efter dekorationens art og dekorationsdato. Er man ikke i stand til at fremskaffe disse oplysninger, bør man som minimum oplyse forfatterens fødsels- og dødsår. Man skal dog i sidstnævnte tilfælde være indstillet på, at fremskaffelsen af levnedsbeskrivelsen kan tage nogen tid, idet lokaliseringen kræver ekstra arbejde i Ordenskapitlet. 

Hvis der kan gives adgang til levnedsbeskrivelsen, tilsendes der normalt en fotokopi af denne, forudsat at dokumentet ikke er af ekstraordinært stort omfang. I sidstnævnte tilfælde vil man i stedet modtage en indbydelse til at aflægge et besøg i Ordenskapitlet for at læse levnedsbeskrivelsen på stedet.

Inden man giver sig i kast med at ansøge, er det værd at være opmærksom på, at Ordenskapitlets samling som hovedregel udelukkende omfatter ridderbiografier fra tiden efter 1884, Dannebrogsmænds selvbiografier fra 1904 til 1952 og medaljemodtageres selvbiografier fra 1981. Det er også værd at være opmærksom på, at der ikke nødvendigvis foreligger en selvbiografi fra alle dekorerede, eftersom ikke alle i tidens løb har efterkommet Ordenskapitlets opfordring til at indsende en sådan.

Accept af cookies

Ifølge lovgivningen skal der oplyses om brugen af cookies. Kongehuset benytter cookies for at sikre, at hjemmesiden virker korrekt samt i forbindelse med statistik.

Cookies fra hjemmesiden kan altid slettes igen.

Læs mere om cookies