Residensforlæggelse til Marselisborg Slot

Marselisborg Slot, december 1994.
Marselisborg Slot, december 1994. Foto: Jan Dagø, POLFOTO

 

Residensforlæggelse til Marselisborg Slot.

Aarhus by købte i 1896 Marselisborg gods, der i århundreder havde haft skiftende ejere herunder Constantin Marselis, Christian 5. og Ulrik Christian Gyldenløve.

I 1898 blev et stykke af parken skænket som en folkets bryllupsgave fra jyderne til det nygifte tronfølgerpar Prins Christian (10.) og Prinsesse Alexandrine. Som en del af gaven opførte arkitekt Hack Kampmann i 1899-1902 det nuværende Marselisborg Slot, som blev tronfølgerparrets sommerresidens.

I 1967 overdrog Kong Frederik 9. Marselisborg Slot til den daværende tronfølger Prinsesse Margrethe og Prins Henrik, og Regentparret benytter i dag slottet som sommerresidens.

Den omkring 13 ha. store park blev af anlægsgartner L. Chr. Diederichsen anlagt i engelsk stil med store græsplæner omgivet af træer, små søer og lave samt bevoksede små bakker. Parken rummer foruden en rosenpark, en urtehave samt en række kunstværker. Gennem flere årtier har Regentparret samlet godt 30 moderne skulpturer,heriblandt en fem meter høj vase af Peter Brandes, samt værker af bl.a. Piet Hein, Robert Jacobsen, Poul Isbak og Jens Flemming Søren i selskab med et par skulpturer udført af Prinsgemalen. Senest er skulpturen "Tre løver og ni hjerter" af Claus Ørntoft opført i Marselisborg Slotspark.

Slottet er ikke åbent for publikum, men slotsparken kan besøges af offentligheden, når den kongelige familie ikke har residens på slottet.

Yderligere oplysninger

Læs mere om residens.

Læs mere om Marselisborg Slot.