Beredskabsstyrelsens 75-års jubilæum

Arkivfoto: Beredskabsstyrelsen i Haderslev gør klar til at pumpe vandet væk fra viadukten ved Hellerup Station i forbindelse med skybrud i 2011.
Arkivfoto: Beredskabsstyrelsen i Haderslev gør klar til at pumpe vandet væk fra viadukten ved Hellerup Station i forbindelse med skybrud i 2011. Foto: POLFOTO

H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsesse Marie deltager onsdag den 1. maj i markering af Beredskabsstyrelsens 75-års jubilæum.

Jubilæumsarrangementet finder sted hos Beredskabsstyrelsen i Birkerød, hvor der vil være reception og taler af Beredskabsstyrelsens direktør Henning Thiesen og forsvarsminister Nick Hækkerup. Herefter vil der være omvisning hos styrelsen.

Dronningen og Prinsesse Marie vil under besøget få fremvist Beredskabsstyrelsens materiel til håndtering af katastrofer, herunder redningskran, nukleart måleudstyr, vandrensningsanlæg, pumpeudstyr og et mobilhospital.

Grundstenen til Beredskabsstyrelsen blev lagt i 1938 med oprettelsen af et civilt luftværn, der i tilfælde af krig skulle sikre beskyttelse af befolkningen. I 1993 blev Civilforsvarsstyrelsen lagt sammen med Statens Brandinspektion og blev til Beredskabsstyrelsen. Styrelsen har i dag bl.a. til opgave at yde hjælp og støtte ved alvorlige ulykker eller katastrofer i Danmark og udlandet. 

Der vil i forbindelse med jubilæet blive afholdt flere arrangementer ved Beredskabsstyrelsens afdelinger i Thisted, Herning, Haderslev, Tinglev, Næstved, Hedehusene og Allinge. Disse arrangementer vil finde sted lørdag den 4. maj og her vil der bl.a. være forevisning af udstyr fra katastrofeberedskabet.

Yderligere oplysninger

Læs mere om Beredskabsstyrelsen.

Presseinformation

Pressekontakt ved Beredskabsstyrelsen

Pressemedarbejder i Beredskabsstyrelsen Jannik Roos Jacobsen, tlf.: 45 90 61 25 eller 20 98 80 81.