Besøg på H.C. Andersen Børnehospital i Odense

H.K.H. Prinsesse Marie besøger tirsdag den 13. august H.C. Andersen Børnehospital i Odense i forbindelse med sit samarbejde med Syddansk Universitet.

Under sit besøg vil Prinsesse Marie blive præsenteret for en del af den forskning, der foregår på børnehospitalet i et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital. Prinsessen vil træffe forskere tilknyttet Odense Børnekohorte – et projekt hvori forskere følger 3000 børn fra fødsel, indtil de fylder 18 år. Projektet har til formål at forbedre vilkårene for danske børn og unge. Forskere fra projektet vil fortælle Prinsessen om forskningsprojekter omhandlende D-vitamin til gravide, motions betydning for knoglerne og allergi.

Prinsesse Marie får ved besøget også lejlighed til at træffe børnene på Afdeling H2, som er børnehospitalets afdeling for kræftsyge børn. På afdelingen vil patienter og personale fortælle om deres oplevelse af hospitalet. Prinsessen vil desuden opleve børnehospitalets ReMidaværksted, hvor indlagte eller ambulante børn, unge og familier kan arbejde med overskudsmaterialer fra danske virksomheder. 

Prinsessen ankommer til H.C. Andersens Børnehospital klokken 11.00.

Presseinformation

Pressekontakt ved Syddansk Universitet i Odense

Journalist Marianne Lie Becker, tlf.: 65502888, eller e-mail: mlbecker@health.sdu.dk