H.M. Dronningens tale i anledning af statsbesøg i Kroatien

Foto: Ole Mortensen, Tilsted.com

Hendes Majestæt Dronningens tale ved statsbanketten i anledning af statsbesøget i Kroatien den 21. oktober 2014.

Hr. Præsident og Fru Prof. Dr. Tatjana Josipović,

 

Det er en glæde for Prinsgemalen og mig at besøge Kroatien og at være Deres gæster her i aften, og vi takker for Deres venlige ord til os, og for den varme velkomst, vi har oplevet her i Zagreb. 

Dette er det første danske statsbesøg i Kroatien, men ingenlunde den første forbindelse mellem vore to lande. Under vort statsbesøg i Jugoslavien i 1977 havde Prinsgemalen og jeg den glæde også at opleve Kroatien. Besøget i Dubrovnik og Split står endnu levende i vores erindring og vi glæder os til gensynet med Split. 

Ikke desto mindre har der eksisteret bånd mellem Kroatien og Danmark så langt tilbage som i middelalderen. I 1425 besøgte den danske konge Erik af Pommern Kroatien og Dalmatien under sin pilgrimsrejse til Det Hellige Land, hvorved der blev skabt nære relationer mellem Danmark og Kroatien. 

I 1920’erne og 30’erne arbejdede danske arkæologer i Salona, hvor især arkæologen Ejner Dyggve gjorde sig bemærket. Under vort besøg skal Prinsgemalen og jeg være med ved åbningen af en udstilling om Ejnar Dyggves indsats i Dalmatien. Det er godt at vide, at han stadig huskes her i Kroatien. 

Hr. Præsident,

Vi har i Danmark med interesse fulgt den udvikling, som Kroatien har gennemgået, siden landet opnåede selvstændighed i 1991. Det har været en udvikling, som har indebåret mange udfordringer for det kroatiske samfund. Her tænker jeg ikke mindst på de første hårde år under krigene og konfliktens menneskelige og materielle omkostninger. Det er for Prinsgemalen og mig en glæde i disse dage at få muligheden for at opleve et Kroatien, der er et højtudviklet samfund og velintegreret i Europa. 

Dette besøg markerer, at vore to lande nu er i tæt familieskab. Det skete med Kroatiens medlemskab af Den Europæiske Union per 1. juli 2013, ovenpå NATO-medlemskabet i 2009. Jeg vil endnu engang ønske Kroatien tillykke med optagelsen i den Europæiske Union såvel som i det transatlantiske fællesskab. Vi ser frem til at udvikle vores bilaterale forhold inden for disse vigtige rammer.

Som medlemmer af Den Europæiske Union står vi over for mange udfordringer, som skal løses i fællesskab. Samtidigt må vi ikke glemme EU’s basale formål: fred og stabilitet. Heri ligger en del af EU’s succes - hvilket denne region også demonstrerer. Vi er i Danmark opmærksomme på den vigtige rolle Kroatien spiller i den henseende. Vi ser med respekt, at Kroatien ikke bare har defineret det som sin strategiske interesse, at resten af Vestbalkan integreres med EU, men at Kroatien også aktivt handler derefter, og generøst deler ud af sin ekspertise og sine erfaringer fra EU-optagelsesprocessen.

Hr. Præsident,

Danmark har længe haft tætte forbindelser til Kroatien. Danske turister har igennem mange år haft Kroatien som et af de allermest attraktive besøgsmål. Kroatiens kyst og hav, kombineret med gammel kultur, er enestående. Også på kulturområdet er der ved at udvikle sig nære forbindelser mellem vore to lande. Blandt andet har Mala Scena gennem flere år arbejdet sammen med danske børneteatertrupper, og i morgen har de premiere på en forestilling sammen med den danske Passpartout-gruppe. Dansk og kroatisk film har ligeledes en god samarbejdstradition. Zagreb Filmfestival viser i år flere ungdomsfilm, bl.a. den danske film ”Itsi Bitsi”, som delvist er optaget her i Zagreb. 

På den sportslige front er vores lande forbundet gennem en forkærlighed for håndbold. Undertiden har det medført, at vores forhold har været præget af intense dyster. Vi har været uheldige at møde hinanden i flere slutspilskampe – uheldige på den måde, at kun en af os således har kunnet gå videre. Lad os håbe, at vi fremover kun mødes i finalen. Og så må det bedste hold på dagen vinde.

Vores erhvervsliv har været på banen i lang tid. Kroatien er det største marked i regionen for danske eksportører og investorer. De øjeblikkelige udfordringer for Kroatiens økonomi synes ikke at afskrække danske virksomheder, tværtimod deltager hele 32 danske virksomheder og organisationer i besøget. 

Jeg håber – og tror – at flere danske virksomheder vil udnytte mulighederne i dette land og dermed også bidrage til nye kroatiske arbejdspladser og fortsat vækst. På en række områder, som for eksempel: sundhed, fødevarer, IT, og grøn teknologi er der et uudnyttet potentiale for samarbejde. Med det dansk-kroatiske virksomhedsforum som afholdes i morgen, vil der være rig lejlighed for de deltagende virksomheder til at afsøge mulighederne. Kroatien har meget at byde på, og det har Danmark også. Jeg er sikker på, at dette statsbesøg vil medvirke til et endnu tættere samarbejde. 

Hr. Præsident og Prof. Dr. Tatjana Josipović

Jeg takker for Deres store gæstfrihed. Det er mit håb og forventning, at dette statsbesøg må blive startskuddet til et nyt og spændende kapitel i vor fælles historie. Begge vore lande er nu solidt forankret i det europæiske fællesskab. Tiden vil bringe vore to lande endnu tættere sammen.

Med ønsket om fortsat lykke og fremgang for Kroatien og det kroatiske folk, hæver jeg mit glas for sammen med Prinsgemalen at udbringe en skål for Præsident Ivo Josipović og Fru Prof. Dr. Tatjana Josipović.

Yderligere oplysninger

Læs mere om statsbesøget i Kroatien.