"LæseLeg" og besøg hos børnehave i Helsingør

Foto: Mikkel Berg Pedersen, POLFOTO

H.K.H. Kronprinsessen besøger tirsdag den 26. november børnehaven Troldehøj i Helsingør, der anvender det pædagogiske materiale ”LæseLeg”.

”Læseleg” er udviklet af Mary Fonden med henblik på at udvikle børns kommunikative færdigheder og sproglige kompetencer via læsning med fokus på dialog mellem barn og voksen samt kreative aktiviteter. I børnehaven Troldehøj anvendes det pædagogiske materiale i det daglige arbejde med børnene. Kronprinsessen besøger børnehaven i sin egenskab af formand for Mary Fonden og er ved besøget med til at fejre, at 500 børnehaver landet over anvender ”LæseLeg”, som blev lanceret i 2011.

Ved arrangementet vil social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen, Helsingørs borgmester Johannes Hecht-Nielsen samt børn og pædagoger fra børnehaven være til stede. Børnehavens børn vil fremføre sange, og Kronprinsessen holder tale under besøget. Derudover demonstrerer børn og pædagoger fra børnehaven brug af ”LæseLeg”.

Mary Fondens arbejde er koncentreret inden for områderne Mobning og Trivsel, Vold i Hjemmet og Ensomhed med formålet at bekæmpe social isolation. ”LæseLeg” hører til området Mobning og Trivsel og henvender sig til børn i aldersgruppen 3-6 år.

Yderligere information

Læs mere om H.K.H. Kronprinsessen.

Læs mere om Mary Fonden.

Læs mere om "LæseLeg".