Uddeling af Kong Christian IX og Dronning Louises Jubilæumslegat

Kong Christian IX og Dronning Louise.
Kong Christian IX og Dronning Louise. Foto: Polfoto

H.K.H. Prins Joachim deltager i dag kl. 12.00 ved uddeling af Kong Christian IX og Dronning Louises Jubilæumslegat i Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab.

Kong Christian IX og Dronning Louises Jubilæumslegat er et forskningslegat under Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab. Legatet er i 23 år, den første onsdag i november måned, blevet uddelt af Prins Joachim.

Legatoverrækkelsen foretages af Prins Joachim ved en frokost med deltagelse af skydeselskabets medlemmer m.f. på Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab domicil Sølyst ved Klampenborg.

Legatet på  50.000 kr. tilfalder i år læge, PhD-studerende Sine Lykkedegn, Pædiatrisk Forskningsenhed, H.C. Andersens Børnehospital, Odense Universitets Hospital.

Legatets historie kan føres tilbage til 1888, hvor brødrene i skydeselskabet ønskede at markere Kong Christian IX 25-års-regeringsjubilæum ved at rejse en kapital med henblik på at opføre et børneasyl på Vesterbro i det daværende regentpars navn.

Den 11.august 1894 kunne man i Valdemarsgade på Vesterbro, under nærværelse af den kongelige familie, indvi Kong Christian IX og Dronning Louises Jubilæumsasyl med plads til 130 børn.

Asylet blev en del af børneforsorgen på Vesterbro indtil K.K.Steinckes socialreform fra 1933 slog igennem i det danske samfund, hvorved behovet for private institutioner af denne karakter blev utidssvarende.

I 1983 blev asylet nedlagt og kapitalen konverteret til Jubilæumslegatet, hvis afkast en gang om året uddeles til lægevidenskabelig forskning, fortrinsvis indenfor børn og unge.

Tidligere donationer

I 2011 blev der uddelt:

Kr. 50.000 til Professor dr.med Vibeke Backer, Lungemedicinsk afdeling Bispebjerg Hospital.
Kr. 50.000 til Overlæge Bent Kristensen, Billed Diagnostisk afdeling, Nordsjællands Hospital, Hillerød.
Kr. 50.000 til PhD-studerende Dipak Vasantrao Amrutkar, Dansk Hovedpinecenter, Glostrup.

Yderligere oplysninger

Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab hed oprindelig "Det Danske Kompagni" og kan føre sin historie tilbage til 1334.

Læs mere om skydeselskabet på hjemmesiden for Sølyst