
Oversigten afløser dele af det årlige opslagsværk, Den Kongelige Danske Hof- og Statskalender, der i over 280 år udkom som et leksikalt opslagsværk. Den første statskalender udkom i 1734 og var dengang skrevet på tysk. Senere begyndte den at udkomme på dansk, og gennem tiden var hof- og statskalenderen hovedkilden til den samlede information om det offentlige Danmark, herunder nulevende personer, der havde modtaget en orden eller en fortjenstmedalje. Hof- og statskalenderen ophørte med at udkomme i bogform i 2014, men nu er det muligt her på Kongehusets hjemmeside at søge digitalt efter dekorerede personer.
Oversigten opdateres dagligt af Ordenskapitlet. Opdatering kan først forventes op mod fire uger efter tildelingen.
Vejledning til den digitale oversigt
I oversigten kan der søges efter nulevende personer, der siden 1. januar 1947 har modtaget en dansk orden eller en kongelig medalje. Information om dato og stillingsbetegnelse ved tildelingen vil fremgå af oversigten.
Har den enkelte person modtaget flere dekorationer, vil kun den fineste, danske dekoration stå anført i den digitale oversigt med fuld information. Øvrige dekorationer – danske samt udenlandske - der er officielt godkendt, eller hvortil der er meddelt bæretilladelse, vil være anført med en forkortelse såfremt Ordenskapitlet er bekendt med tildelingen.
En oversigt over forkortelser af relevante danske og udenlandske dekorationer kan ses her.
Dekorationsmodtagere, som ikke har dansk personnummer, vil fremgå af den digitale oversigt de første 90 dage efter offentliggørelsen af tildelingen. Dette gælder dog ikke modtagere af Elefantordenen, der vil fremgå af oversigten indtil indehaveren afgår ved døden. Undtagelsesvis vil modtagere bosat i udlandet dog også fremgå af oversigten efter deres død, såfremt dødsfaldet ikke er Ordenskapitlet bekendt.
Da Ordenskapitlet overgik til elektronisk registrering, kan enkelte dekorationsmodtagere fejlagtigt være blevet slettet. Henvendelser herom modtages gerne og kan rettes til ordenskapitlet@kongehuset.dk.