Audiensens historie

Den Kongelige Stald
Den Kongelige Stald Foto: Tine Harden, Polfoto

Staldaudiens

Ordet audiens kommer af det latinske audire (at høre) og bruges i vore dage mest om H.M. Dronningens regelmæssige offentlige audienser på Christiansborg Slot.

Der er her i landet lang historisk tradition for, at menigmand med særligt ærinde kunne søge foretræde for kongen; men først under den tidlige enevælde blev audienserne sat i system.

Under Christian V (1670-99) og i hovedparten af Frederik IV's regeringstid (1699-1730) havde man den ordning, at enhver kunne henvende sig med en bøn eller anmodning, mens kongen ventede på, at hans hest blev gjort klar.

Adgangen til kongen blev reguleret af staldkarlen, der på forhånd afviste de håbløse anmodninger og skaffede sig en ekstraindtægt ved at koordinere resten. Som led i opbygning af den personlige enevælde formaliserede Frederik IV i 1725 systemet ved udstedelse af en forordning om faste ugentlige audienser, hvor enhver borger personligt kunne fremføre klagemål og forslag til monarken uden om administrationen.

Dette system videreførtes af senere monarker i varierende former og danner dermed det historiske grundlag for nutidens offentlige audienser.

Yderligere oplysninger

Læs mere om audiens