Åbning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017

H.M. Dronningen er den 21. januar 2017 til stede ved åbningen af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 i Musikhuset Aarhus.

H.M. Dronningen får overrakt programmet for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 Foto: Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 ©

Aarhus er sammen med Region Midtjyllands resterende 18 kommuner udnævnt til Europas kulturhovedstad i 2017. Under temaet ”Let's Rethink” ønsker Aarhus at skabe et kulturelt laboratorium, hvor man blandt andet kan være med til at gentænke løsninger på fremtidens udfordringer. I løbet af 2017 kan man således opleve omkring 300 kultur- og sportsbegivenheder i Aarhus og Region Midtjylland.

Dronningen, der er protektor for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, deltager i aften i åbningsceremonien. Åbningen starter i Musikhuset Aarhus, hvor blandt andre Dronningen, Statsminister Lars Løkke og Kulturminister Mette Bock vil holde tale. Derefter fortsætter åbningsceremonien på en scene uden for Musikhuset.

Sammen med 80 syngende børn ved Musikhuset og yderligere korsangere i Rådhustårnet markerer Dronningen ceremoniens begyndelse kl. 19.00 og sender et optog af sted. Optoget, der vil bestå af tusindvis af oplyste lanterner, tæt på tusind korsangere og musikere, mange tusinde medvirkende samt seks udsmykkede skibe, vil herefter bevæge sig gennem gaderne i Aarhus midtby. Åbningsceremonien slutter på havnen ved Mindet, hvor optoget samles, og billeder og filmsekvenser projiceres op på havnens siloer.

Åbningsceremonien er skabt af den britiske teater- og eventinstruktør Nigel Jamieson, som blandt andet er kendt for sin instruktion af ”Tin Symphony” ved åbningen af de Olympiske Lege i Sydney i 2000 og åbningsceremonien ved Europæisk Kulturhovedstad Liverpool 2008.