Fejring af H.M. Kong Carl XVI Gustaf af Sverige

H.M. Dronningen, D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen samt H.K.H. Prinsesse Benedikte deltager lørdag den 30. april 2016 i fejringen af H.M. Kong Carl XVI Gustaf af Sveriges 70-års fødselsdag i Stockholm.

Kungliga slottet, Stockholm. Foto: Alexis Daflos / Kungl. Hovstaterna ©

Den kongelige familie vil først på dagen overvære en ceremoni på Kungliga slottet i Stockholm, hvor der blandt andet vil være musik og korsang, og fremmødte borgere vil få mulighed for at hilse på Kongen. Herefter vil D.M. Kong Carl XVI Gustaf og Dronning Silvia af Sverige køre i karet gennem byen til Stockholms Stadshus.

Stockholm by er efterfølgende vært ved en frokost i Stockholms Stadshus, som er byens rådhus. Om aftenen deltager den kongelige familie i gallamiddag på Kungliga slottet i Stockholm. Kungliga slottet er Kongens officielle residens og fungerer også som Kongeparrets daglige arbejdsplads.

H.M. Kong Carl XVI Gustaf af Sveriges 70-års fødselsdag markeres desuden ved en række arrangementer i ugen op til fødselsdagen den 30. april.