Frimærke i anledning af Regentparrets guldbryllup

I dag den 15. maj 2017 udgiver PostNord et frimærke i anledning af Regentparrets guldbryllup den 10. juni.

Foto: Torben Eskerod ©

Frimærket er en rigsfællesskabsudgivelse med Grønland og Færøerne.

Regentparret har flere gange tidligere været motiv sammen og hver for sig på danske frimærker. Første gang var ved brylluppet i 1967, og to år senere var det daværende tronfølgerpar portrætteret sammen med Prins Frederik på et velgørenhedsfrimærke til fordel for Røde Kors. Regentparrets sølvbryllup i 1992 og Dronningens 25-års regeringsjubilæum i 1997 blev også markeret med frimærker. I 2001 blev et frimærke i anledning af 150-året for danske frimærker udgivet, og endelig gav Dronningens 70-års fødselsdag i 2010 anledning til en frimærkeudgivelse med motiv af den kongelige familie på balkonen.