H.M. Dronningen bliver protektor for Dansk Gigthospital

H.M. Dronningen bliver protektor for Dansk Gigthospital i Sønderborg.

I foråret 2019 flytter det nye Kong Christian X’s Gigthospital fra Gråsten til Sønderborg. Ved denne lejlighed skifter hospitalet navn til Dansk Gigthospital. 

Dansk Gigthospital er drevet af Gigtforeningen, som arbejder for bedre vilkår for mennesker med gigt, herunder støtte og igangsættelse af forskning indenfor forebyggelse, behandling og helbredelse af gigtsygdomme. Gigtforeningens vision for Dansk Gigthospital er at sætte nye standarder for høj tværfaglig behandling og rehabilitering af mennesker med gigt. Dronningen har siden 2001 været protektor for Gigtforeningen og bliver i forbindelse med hospitalets flytning også protektor for Dansk Gigthospital.

Det var i sin tid Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid som indviede det oprindelige Kong Christian X’s Gigthospital i Gråsten i 1956. Hendes Majestæt vil tirsdag den 5. februar 2019 indvie det nye hospital i Sønderborg.