H.M. Dronningen er scenograf på balletopsætningen ”Snedronningen”

Den 14. november 2018 deltog H.M. Dronningen i et pressemøde i Tivoli i anledning af offentliggørelsen af det nye balletprojekt "Snedronningen".

Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix ©

Dronningen er scenograf på "Snedronningen", mens Yuri Possokhov er koreograf og sangerinden Oh Land, Nanna Øland Fabricius, er komponist på balletten.

"Snedronningen" er skrevet af H.C. Andersen i 1845, og opsætningen bliver en nyfortolkning af eventyret, hvor der indgår ballet, sang og levende musik. Premieren på "Snedronningen" finder sted den 1. december 2019 i Koncertsalen i Tivoli. I den nye opsætning medvirker 40 dansere foruden balletbørn og et orkester.

Det er jo fortalt af H.C. Andersen, og selvom vi ikke kommer til at høre hans tekst, så håber jeg, at man vil fornemme historien bag dét, vi laver. Han har en vidunderlig måde at beskrive ting på, og hvis vi ser nærmere på det, er jeg sikker på, at de enkelte dansere kan få en masse ud af, hvordan han har beskrevet visse figurer. Det er et meget smukt eventyr, så jeg forestiller mig, at vi kan få noget godt ud af det. Det er også et langt eventyr, så der bliver skubbet sammen på det. Jeg synes, det er meget spændende,” udtaler Dronningen om de kommende balletprojekt.

Med balletopsætningen af "Snedronningen" har Dronningen været involveret i otte forestillinger i Tivoli. Første gang var i 2001 med opsætningen af "Kærlighed i Skarnkassen", som består af tre eventyr af H.C. Andersen, og senest i 2016 med opsætningen af "Askepot" i samarbejde med Yuri Possokhov og Oh Land.