Livgarden nytårsaften 2019

Traditionen tro vil Den Kongelige Livgardes æresbevisning finde sted på Amalienborg Slotsplads i forbindelse med H.M. Dronningens nytårstale den 31. december 2019.

Livgarden på Amalienborg nytårsaften Foto: Thomas Sjørup, Ritzau Scanpix ©

Livgardens æresbevisning påbegyndes umiddelbart inden nytårstalen. Traditionen tro vil vagten træde til gevær og stå trådt an med fane og to tambourer, mens talen holdes. Efter Hendes Majestæts nytårstale afspilles ”Kong Christian stod ved højen mast”, hvorunder Livgarden præsenterer gevær, der saluteres, og fanen fældes.

Amalienborg Slotsplads vil i forbindelse med nytårstalen være åben for publikum, og der vil være opsat storskærm ved DR med transmission af nytårstalen.

Hvert år holder Dronningen nytårstale den 31. december kl. 18.00, hvor talen transmitteres direkte på tv, i radio og på internettet. Nytårstalen holdes i år fra Dronningens modtagelsesværelse i Christian IX's Palæ på Amalienborg.