Ny kongelig pris skal hædre danske virksomheders internationale virke

I dag blev det offentliggjort, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen sammen med Danish Export Association har taget initiativ til ”HRH Crown Prince Frederik International Business Awards”. Prisen vil blive uddelt første gang i august 2020 og skal hædre virksomheder eller enkeltpersoner, som har gjort en særlig indsats for at promovere bæredygtige danske løsninger globalt. Fremover vil ”HRH Crown Prince Frederik International Business Awards” blive uddelt én gang om året inden for kategorierne: Business Excellence, Green Solutions og Newcomer of The Year.

Hans Kongelige Højhed er formand for juryen, som består af en række topfolk fra danske eksportvirksomheder.

”Danske virksomheder har produkter og løsninger, der bidrager til at fremme den bæredygtige dagsorden internationalt. Med prisen hædres den helt særlige indsats, som både etablerede og nye danske virksomheder leverer”, udtaler Kronprinsen i forbindelse med offentliggørelsen.

”HRH Crown Prince Frederik International Business Awards” er en forlængelse af Kongehusets mangeårige indsats for at fremme danske erhvervsinteresser – en indsats, som Prins Henrik tydeliggjorde for mere end 35 år siden med ”Eksportforeningens Diplom” og ”H.K.H. Prins Henriks Æresmedalje”.

Prisoverrækkelsen finder sted den 27. august på Amalienborg.