Overrækkelse af ”Dronning Margrethe II’s Videnskabspris”

H.M. Dronningen overrakte den 19. april 2017 ”Dronning Margrethe II’s Videnskabspris” til krystallografiprofessor Bo Brummerstedt Iversen.

H.M. Dronningen overrækker "Dronning Margrethe II’s Videnskabspris" til krystallografiprofessor Bo Brummerstedt Iversen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix ©

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab indstiftede i 2015 ”Dronning Margrethe II’s Videnskabspris” i anledning af Dronningens 75-års fødselsdag. Prisen overrækkes én gang årligt til en forsker under 50 år.

Videnskabsprisen tildeles i år krystallografiprofessor Bo Brummerstedt Iversen fra Aarhus Universitet for hans forskning inden for blandt andet materialekrystallografi. Med prisen følger 100.000 kr.

Dronningen er protektor for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, der har til formål at styrke videnskabens stilling i Danmark.