Urparade ved Livgarden

Garder Jacob Kjær fra Ballerup modtog Dronningens Ur ved seneste afskedsparade den 26. juni 2015.
Garder Jacob Kjær fra Ballerup modtog Dronningens Ur ved seneste afskedsparade den 26. juni 2015. Foto: Jens Dresling, POLFOTO ©

H.M. Dronningen overværer onsdag den 18. november 2015 parade ved Den Kongelige Livgarde og overrækker ’Dronningens Ur’ på Den Kongelige Livgardes Kaserne i Gothersgade, København.

Dronningens Ur er en hædersbevisning, der overrækkes til den garde, der af vagtkompagniet er udvalgt som tjenesteperiodens bedste, ved afslutningen af tjenestetiden. Garderen udpeges af de foresatte og kammeraterne, der i udvælgelsen lægger vægt på både god soldatertjeneste og på udvist kammeratskab.

Dronningens Ur hed oprindeligt Kongens Ur. I anledningen af Kong Frederik IX's 70-års fødselsdag oprette man i 1969 en fond, hvis midler blev tilvejebragt ved bidrag fra medlemmer af De Danske Garderforeninger. Midlerne stillet til kongens disposition til et formål, der skulle komme de værnepligtige ved Den Kongelige Livgarde til gode.

Kong Frederik besluttede, at  renterne af bidraget årligt skulle gå til armbåndsure til de bedste gardere med påskriften 'Kongens Ur' og det pågældende årstal. Ved hver afskedsparade ved Den Kongelige Livgarde skulle uret overrækkes.

Første gang kongen overrakte et ur ved en afskedsparade var den 17. februar 1970. 'Kongens Ur' skiftede ved tronskiftet i 1972 navn til 'Dronningens Ur', Dronningen har siden da videreført sin faders tradition.

Yderligere oplysninger Presseinformation

Pressekontakt ved Den Kongelige Livgarde

Presse- og informationsofficer kaptajn Bjarke Z. Therkildsen, tlf.: 50 87 72 77.