H.M. Dronningen på statsbesøg i Ghana

Hendes Majestæt Dronningen tager til november på sit statsbesøg nummer 53 i Ghana og står i spidsen for en dansk erhvervsdelegation.

Når Dronningen til november indleder statsbesøget i det vestafrikanske land Ghana, er det en markering af de to landes tætte relationer. Ghana og Danmark har langvarige historiske bånd, og de første danskere kom til landet i 1659.

Statsbesøget finder sted den 23.-25. november og har blandt andet til formål at understøtte det dansk-ghanesiske samarbejde ”From Aid to Trade”, som gennem årene har opnået stor goodwill. Denne goodwill er opbygget gennem et mangeårigt udviklingsarbejde, hvor særligt Danida-samarbejdet har gjort Danmark anerkendt i Ghana.

Ghana har i dag status som et lavere mellemindkomstland og forventes i den nærmeste fremtid at komme op på en årlig økonomisk vækst på syv til otte procent. Det er dermed forventningen, at relationen mellem Danmark og Ghana frem mod 2020 vil ændres til at have et kommercielt og politisk fokus, mens udviklingssamarbejdet vil ophøre.

Udviklingen i Ghana afspejles i statsbesøget, hvor fokus vil være på historie, kultur og erhverv. Den danske erhvervsdelegation vil være repræsenteret med kompetencer indenfor landbrug og fødevarer, bæredygtighed, den maritime sektor, infrastruktur og jernbaner.

Under opholdet vil Dronningen blive officielt modtaget af den ghanesiske præsident H.E. Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, deltage i åbningen af erhvervsfremstødet og besøge forskellige virksomheder og kulturelle institutioner.

Rejsen til Ghana bliver Dronningens udgående statsbesøg nummer 53. Dronningen har siden tronbestigelsen i 1972 rejst på statsbesøg i store dele af verden. De første i Sverige, Norge, Island og Finland og senest i Indonesien i 2015. Dengang og nu er det overordnede sigte med et statsbesøg at etablere og styrke forbindelserne mellem landene. Derudover skal et statsbesøg udvikle sociale, erhvervsmæssige og kulturelle relationer samt underbygge indsatser eller bistand, som Danmark har ydet på konkrete områder i de enkelte lande.

Information vedrørende presserejse udsendes separat af Udenrigsministeriets kontor for Public Diplomacy, Kommunikation og Presse.

 

Lene Balleby
Kommunikations- og pressechef