Pressemeddelelse: Årsrapport 2017

I dag offentliggøres årsrapporten om Kongehusets virksomhed 2017.

Som det fremgår af årsrapporten, har der i 2017 været et underskud på 2,8 mio. kr. Resultatet overføres til egenkapitalen. Underskuddet kan tilskrives de ekstraordinære udgifter, som Kongehuset har måtte afholde i det forløbne år.

Link til årsrapporten om Kongehusets virksomhed 2017

Årsrapporten beskriver H.M. Dronningen og den kongelige families officielle aktiviteter og gøremål og redegør for Kongehusets økonomi i 2017. I det forgangne år deltog den kongelige familie i mere end 700 officielle begivenheder indenfor områderne erhverv og kultur, humanitære og sociale initiativer, sport og sundhed, forsvaret, forskning og uddannelse samt fonds- og prisuddelinger.  

Også udenfor Danmark var den kongelige familie aktive. I 2017 var Dronningen på sit udgående statsbesøg nummer 53, da rejsen gik til Ghana. D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen stod i spidsen for danske erhvervs- og kulturfremstød i Sverige og Japan. H.K.H. Prins Joachim rejste med CARE Danmark til Nepal, og H.K.H. Prinsesse Marie besøgte Grønland med Landsforeningen Autisme. I Indien deltog H.K.H. Prinsesse Benedikte i World Association of Girl Guides and Girl Scouts’ verdenskonference.

Gennem syv temaartikler er det desuden muligt at dykke ned i et udvalg af den kongelige families engagementer. Der kan læses om Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad, Kronprinsens rolle i IOC, Mary Fondens 10-års jubilæum, Prins Joachims rejse til Nepal, Prinsesse Maries kamp mod madspild og Prinsesse Benediktes engagement i spejderbevægelsen.


Lene Balleby
Kommunikationschef