Pressemeddelelse: Digital oversigt over dekorerede

Fra i dag er det muligt på Kongehusets hjemmeside at søge på nulevende personer, der siden 1. januar 1947 har modtaget en dansk orden eller en kongelig medalje.

I over 280 år er Den Kongelige Danske Hof- og Statskalender udkommet som et leksikalt opslagsværk, hvor man blandt andet har kunnet finde en komplet liste over nulevende modtagere af danske dekorationer.  

Den første statskalender udkom i 1734 og var dengang skrevet på tysk. Senere begyndte den at udkomme på dansk, og gennem tiden har hof- og statskalenderen været hovedkilden til den samlede information om det offentlige Danmark, herunder nulevende personer, der har modtaget en orden eller en kongelig medalje.    

Hof- og statskalenderen ophørte med at udkomme i bogform i 2014, og siden har det ikke været muligt at finde en komplet liste over nulevende dekorerede personer. Med Kongehusets nye digitale oversigt på www.kongehuset.dk er det nu muligt at se en liste over dekorerede. Oversigten vil blive opdateret dagligt. 

På Kongehusets hjemmeside vil oversigten være at finde sammen med blandt andet De Kongelige Ridderordeners våbenbøger, informationer om de enkelte ordener og medaljer samt en beskrivelse af ordensvæsnet i Danmark. 

Find den digitale oversigt på http://kongehuset.dk/modtagere-af-danske-dekorationer.
 

Lene Balleby
Kommunikationschef