Pressemeddelelse: Kronprinsessen åbner nyt nordisk museum i Seattle, USA

H.K.H. Kronprinsessen rejser den 3. maj til Seattle for at stå i spidsen for et dansk kunst- og kulturfremstød i USA. Udenrigsminister Anders Samuelsen ledsager Kronprinsessen under besøget. Sammen med repræsentanter for de øvrige nordiske lande åbner Kronprinsessen det nye Nordic Museum, og Hendes Kongelige Højhed er desuden æresgæst ved lanceringen af det danske kulturfremstød, som skal styrke dansk kunst og kultur i hele USA.

Den 5. maj slår Nordic Museum i Seattle dørene op til en helt ny bygning, som i moderne rammer udstiller de nordiske landes histories, kulturelle indflydelse og tilstedeværelse i USA. Alle fem nordiske lande har støttet og fulgt byggeriet af det nye museum, og Kronprinsessen og udenrigsministeren vil sammen med repræsentanter fra de øvrige nordiske lande forestå den officielle åbning. Det nye museum er tegnet af den norske tegnestue Mithun og er inspireret af de nordiske fjorde. Byggeriet har været i gang siden 2012 og har kostet 45 mio. USD.

Dansk kulturfremstød i USA
I forbindelse med besøget i Seattle løftes sløret for et dansk kulturfremstød, som Udenrigsministeriet og Kulturministeriet står bag. Sammen med danske genreorganisationer inden for bl.a. musik, film, arkitektur og design vil det officielle Danmark de kommende tre år arbejde målrettet på at skabe endnu bedre betingelser for dansk kunst og kultur i USA og give danske kunstnere et bedre fundament at stå på for at slå igennem.

Øvrige arrangementer
Kronprinsessen holder en tale ved et større debatarrangement på Washington University i Seattle, USA’s næststørste universitet med cirka 50.000 studerende. Emnet for debatten er empowerment af kvinder og de økonomiske begrænsninger, som kvinder oplever. Udenrigsministeren holder den afsluttende tale under arrangementet. Arrangementet foregår i samarbejde med International Center for Research on Women (ICRW), en førende organisation inden for forskning inden for køn og ligestilling. Kronprinsessen er en del af ICRW’s leadership council.

Kronprinsessen og udenrigsministeren vil herudover aflægge besøg hos Novo Nordisk Research Center i Seattle for bl.a. at høre mere om virksomhedens indsats mod overvægt.

HVOR: Seattle

HVORNÅR: 3.-5. maj 2018

HVAD: Grand Opening af Nordic Museum, lancering af dansk kulturfremstød i USA, besøg på Novo Nordisk samt debatarrangement på University of Washington.

Der vil være muligt for pressen at dække begivenhederne. Deltagelse kræver tilmelding – for yderligere information kontakt rasmch@um.dk.