Til forsiden
Titel: Kongehuset
 
 
En Francais | In English | Oversigt | Print
 

H.K.H. Prins Joachim

Joachim Holger Waldemar Christian, Prins til Danmark, greve af Monpezat, er født den 7. juni 1969. Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er søn af H. M. Dronning Margrethe 2. og H.K.H. Prins Henrik af Danmark. H.K.H. Prins Joachim indgår i arvefølgen til tronen og kan være rigsforstander, når H.M. Dronningen og H.K.H. Kronprinsen er ude af landet.

Civilstand

Prins Joachim blev den 24. maj 2008 gift med frk. Marie Agathe Odile Cavallier, der efter ægteskabets indgåelse blev H.K.H. Prinsesse Marie, grevinde af Monpezat.

Børn
Hans Højhed Prins Nikolai William Alexander Frederik, født den 28. august 1999, Hans Højhed Prins Felix Henrik Valdemar Christian, født den 22. juli 2002 og Hans Højhed Prins Henrik Carl Joachim Alain født den 4. maj 2009.

Prins Joachim har fælles forældremyndighed over Prins Nikolai og Prins Felix med børnenes mor og hustru af 1. ægteskab Alexandra Christina, grevinde af Frederiksborg.

Døbt og konfirmeret
Prins Joachim er døbt i Århus Domkirke 15. juli 1969 og konfirmeret i Fredensborg Slotskirke 10. juni 1982.

Uddannelse

Prins Joachim gik på Krebs' Skole i perioden 1974-1982, heraf som privatist på Amalienborg i perioden 1974-76. I perioden 1982-1983 var Prins Joachim kostskoleelev på École des Roches, Normandiet i Frankrig. I 1986 blev Prins Joachim student fra Øregaard Gymnasium, og i perioden 1986-1987 arbejdede Prins Joachim på en farm ved Wagga Wagga i Australien. I 1991-1993 gennemførte Prins Joachim agrar-økonomuddannelsen på Den Classenske Agerbrugskole Næsgaard på Falster.

Militær baggrund

Prins Joachims militære uddannelse begyndte i 1987 som rekrut i Dronningens Livregiment. I 1988 blev Prins Joachim udnævnt til sergent, og i 1989 fulgte udnævnelsen til løjtnant i reserven. Efter udnævnelsen til løjtnant gjorde Prins Joachim fra 1989-90 tjeneste som delingsfører i en kampvognseskadron ved Prinsens Livregiment. I 1990 blev Prins Joachim udnævnt til premierløjnant af reserven og i 1992 fulgte, efter gennemførelse af videreuddannelsestrin I for officerer af reserven (VUT I), udnævnelse til kaptajn af reserven. Fra 1996 til 2004 var Prins Joachim chef for en kampvognseskadron i mobiliseringsstyrken ved Prinsens Livregiment . Efter udnævnelse til major af reserven i 2005 er Prins Joachim stadig ansat i forsvarets reserve i en stilling ved Danske Divisions Stab.

Erhvervsbaggrund

For at opnå en bred forretningsmæssig erfaring har Prins Joachim udover sin landbrugsmæssige baggrund været ansat hos A.P. Møller Maersk Gruppen i henholdsvis Hong Kong og Frankrig i perioden 1993-1995. I dag er Prins Joachim godsejer og driver Schackenborg Gods, som Prinsen har ejet siden 1978. Driften består primært af agerbrug, som dyrkes på konventionel vis.

Sprog

Prins Joachims modersmål er dansk. Herudover taler Prinsen fransk, engelsk og tysk.

Bopæl

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim bor på Schackenborg Slot i Sønderjylland.

Postadresse:

H.K.H. Prins Joachims hof, Amalienborg, Postboks 2143, 1015 København K