Gobeliner på Christiansborg Slot
Til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II's 50 års fødselsdag i 1990 blev 11 gobeliner bestilt hos Le Mobilier National et les Manufactures Nationales des Gobelins et de Beauvais, Paris (i daglig tale les Gobelins) som en gave fra dansk erhvervsliv. En række danske firmaer og fonde havde doneret penge til projektet tillige med den franske stat.
Gobelinserien, der er skabt af kunstneren Bjørn Nørgaard, beskriver Danmarks- og Verdenshistoriens gang. Ved den officielle indvielse af gobelinerne den 12. april 2000 overdrog Dronningen ejendomsretten til de 11 gobeliner til den danske stat med ønsket om, at de skal tilhøre den danske nation.
Gobelinerne på Cd-rom
"Dronningens Gobeliner fortæller Danmarks Historie" er titlen på den cd-rom, der udkom den 21. november 2003. Cd-rom'en indeholder interaktive 360 graders fotos fra Riddersalen, fortællinger, historiske billeder og oversigtskort. Derudover er der videoklip og muligheder for at zoome ind på gobelinernes mange farverige detaljer.
Cd-rom'en indledes med et interview med Hendes Majestæt Dronnningen. Teksten på cd-rom'en er skrevet af historiker Rikke Agnete Olsen, og kunstner Bjørn Nørgaard fortæller om gobelinernes kunstneriske tilblivelse.
Prisen for cd-rom'en er 299 kr., og den kan købes hos boghandlere over hele landet. Overskuddet fra salget går til den "Kongelige Formidlingsfond af 2003".
Adgang for publikum
Riddersalen med gobelinerne er åben for publikum. Se åbningstiderne for De Kgl. Repræsentationslokaler og muligheder for omvisning på Slots- og Ejendomsstyrelsens hjemmeside.







