Til forsiden
Titel: Kongehuset
 
 
En Francais | In English | Oversigt | Print
 

De Kongelige Stalde og Kareter

Kronebilerne

De Kongelige Stalde var oprindeligt et stutteri, der skulle levere heste til ride-og jagtbrug samt køreheste af ædleste race som forspand for de kongelige kareter. I 1789 kulminerede antallet af heste med 270, hvorimod der i dag er under 20 heste.

De Kongelige Stalde er stadig et arbejdende hus og staldens ansatte omfatter i dag staldmester, livkusk, kusk og biløbere. Førhen var det biløberne, der løb ved siden af hestene, som var forspændt Kongens karet. Hermed blev det understreget, at det var et herskab af betydning, der kom kørende og det var yderligere en ekstra sikkerhed. I dag passer de ansatte hestene, der altid rides eller køres mindst en time hver formiddag. Derudover gennemføres daglige karetture gennem Københavns gader for at træne hestene til at færdes i trafikken ved officielle begivenheder som statsbesøg, nytårskure, ambassadørmodtagelser, bybesøg samt store begivenheder i den kongelige familie.

I De Kongelige Stalde findes også en samling af kongelige gallakareter og nyere lette vogntyper. Kareterne giver et indtryk af kongelig og herskabelig vognbygningskunst i Danmark fra midten af 1700-tallet til slutningen af 1800-tallet.

Fra 2007 frem til 2009 gennemgik De Kongelige Stalde en gennemgribende renovering og modernisering, så de i dag fremstår tidssvarende op opfylder kravene i den nye lov om dyrevelfærd fra 2008. Staldene blev genindviet den 18. september 2009 under overværelse af Hendes Majestæt Dronningen, Kronprinsparret og Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.

De Kongelige Stalde har åbent for offentligheden, der har mulighed for at opleve hestene i staldene og se samlingen af kareter og seletøj.

Åbningstider og adresse
I perioden 1/5 - 30/9: fredage, lørdage og søndage kl. 14.00 - 16.00.
I perioden 1/10 - 30/4: lørdage og søndage kl. 14.00 - 16.00.

Museet Kongelige Stalde og Kareter
Christiansborg Ridebane 12
1218 København K

Tlf.: 33402676
Fax.: 33401125
E-mail : staldmesteren@kongehuset.dk