Til forsiden
Titel: Kongehuset
 
 
En Francais | In English | Oversigt | Print
 

Schackenborg Slot

5 km vest for Tønder ligger den idylliske landsby Møgeltønder, hvis historie kan føres tilbage til oldtiden. Møgeltønder betyder Store Tønder. Sådan var det, da Tønder by blev anlagt, men den nye by voksede sig snart større end Møgeltønder. Historien er dog bevaret i navnet. Her finder man Nordeuropas smukkeste landsbygade fra begyndelsen af 1700-tallet samt Møgeltønderhus bedre kendt som Schackenborg Slot.

Møgeltønderhus var Ribe-bispernes borg. Den var et værn mod den frisiske indflydelse sydfra og en beskyttelse af sejlvejen på Vidå ind til Tønder. Borgen kom under Kongen efter Reformationen, og i 1661 overdrog Kongen slottet til feltherre Hans Schack som tak for tjeneste under krigen mod svenskerne. Igennem 11 generationer tilhørte slottet Schack-slægten, før det kom i kongefamiliens eje i 1978.

I 1993 blev Schackenborg og de tilhørende avlsgårde og jorde overtaget af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, der har gennemgået en dansk og international landbrugsfaglig uddannelse. 

I forbindelse med Prins Joachims og og daværende Prinsesse Alexandras bryllup i 1995 blev der værksat en landsindsamling under navnet "Folkegaven". Det indsamlede beløb på ca. 13 millioner kr. er blevet brugt til restaurering af slottet.

Prins Joachim blev den 24. maj 2008 gift med frk. Marie Agathe Odile Cavallier, der efter ægteskabets indgåelse blev H.K.H. Prinsesse Marie. Parret blev gift i Møgeltønder Kirke med efterfølgende bryllupsmiddag på Schackenborg Slot. Prins Joachim og Prinsesse Marie er i dag bosiddende på Schackenborg Slot.

Slottet er ikke åbent for offentligheden. I sommerperioden er der guidede ture i Schackenborg Slotshave.