Til forsiden
Titel: Kongehuset
 
 
En Francais | In English | Oversigt | Print
 

H.H. Prinsesse Nathalie forlovet med hr. Alexander Johannsmann

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte og Hans Højhed Prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg har den glæde at meddele, at Hendes Højhed Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg har forlovet sig med hr. Alexander Johannsmann.

Hendes Højhed Prinsesse Nathalie er Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benediktes og Hans Højheds Prins Richards yngste datter. Prinsessen bor på Schloss Berleburg i Tyskland, hvor hun opdrætter og træner familiens dressurheste. Prinsessen er selv aktiv rytter. Hun blev dansk mester i dressur i 2002 og 2009, og vandt bronzemedalje i holdkonkurrencerne ved de Olympiske Lege i Kina i 2008.

Hr. Alexander Johannsmann er 32 år. Han er tysk statsborger bosiddende i byen Gütersloh nær Bielefeld, hvor han arbejder i sin onkels internationale virksomhed specialiseret inden for hestetransport. Hr. Johannsmann er også opvokset i et miljø, hvor hestesporten spiller en stor rolle, idet faderen, er en kendt tysk springrytter, der efter en international sportskarriere nu er en anerkendt træner af springryttere.

Det nyforlovede par har i dag indledt en kombineret forretnings- og familierejse til Australien, og forventes hjem til Tyskland ultimo januar.