God eftermiddag,

Tak for invitationen til at være med i dag – og til at deltage i et symposium i anledning af Den Internationale Stroke Day.  En dag som har til formål at belyse ny viden indenfor apopleksiområdet og understrege vigtigheden af at have en bedre forståelse for det meste komplekse organ i vores krop - nemlig vores hjerne, og hvordan vores velvære og adfærd afspejles af hjernen.

Nogen har sammenlignet det at blive ramt af en blodprop eller blødning i hjernen med det at gå gennem et spejl og pludselig se hele sit liv forandre sig.

Det forandrer ikke alene livet for en selv, hvis man bliver ramt, men det forandrer også livet for ens partner, for børnene i familien og for hele ens omgangskreds.

Turen gennem spejlet er ikke vejen til en fortryllet og fantastisk verden men til en verden med mange følgevirkninger og nye udfordringer.  Det kan være, at det bliver vanskeligere at tale, vanskeligere at forstå og vanskeligere at følge med i samfundets krav og tempo – både kognitivt, mentalt og fysisk.

Hjernen er vores vigtigste organ. Det er her motorikken, følelser og adfærd styres.  Når ens hjerne tager skade, bliver livet kompliceret. For en del ramte bliver det umuligt at vende tilbage til det liv og de muligheder, man før havde. Nogle gange bliver ens personlighed påvirket, og det rammer de nærmeste hårdt.

Der eksisterer stadig et tabu omkring hjerneskade, og det gør det svært at tale om og spørge ind til. Mennesker er ofte fremmedgjort over for sygdom og handicap, og vi er usikre på, hvordan vi skal forholde os, hvis en nærtstående person rammes.

Dette gælder uanset om, man er familiemedlem, kollega, eller man har spillet tennis sammen nede i klubben.

Følgerne efter blodprop eller blødning i hjernen påvirker ofte adfærden hos det menneske, som bliver ramt. Følgerne er ikke umiddelbart synlige, og vennerne holder sig på afstand af frygt eller uvidenhed. Det kan føre til, at vigtige sociale bånd, som ægteskaber og venskaber med tiden kan blive opløst.

De nærmeste pårørende er i stor risiko for selv at blive ofre for angst og depression på grund ændringer hos dem de holder af, fordi man reelt har mistet den person, som engang var. 

Det er svært for familier at håndtere, og det er som oftest forandringerne i følelser og adfærd, der tærer mest på familien efter en hjerneskade.

Hvert år rammes 12.500 danskere af blodprop eller blødning i hjernen, endnu flere lever med diagnosen apopleksi, og der ligger bag disse tal et stort antal mennesker, nemlig de pårørende – unge som gamle.

De store tal viser, at blodprop og blødning i hjernen er en stor sundhedsudfordring. På det menneskelige plan griber det mig især, at det er apopleksiens magt til at vælte et liv, og en families liv, der står tilbage.

Tallene fortæller historien om, hvor mange familier i Danmark, som er i risiko for at blive væltet. Uanset om man er ramt direkte eller indirekte.

Heldigvis er der også en anden side af apopleksi i Danmark. Behandlingen af blodpropper i hjernen er blevet meget bedre, og flere undgår en række følger af apopleksi. Vi ved også, at den rette genoptræning tilbudt i rette tid, gør en stor forskel.

Hver især kan vi også hjælpe med til at gøre en forskel. For eksempel hvis vi alle får en god forståelse af, at ”Time is Brain” – at tid er afgørende for hjernen, når der opstår apopleksi.

Oplever vi for eksempel pludselige forandringer hos vores kolleger, familiemedlem, venner eller hos os selv i form af akut besvær med at tale, pludselig lammelse i armen eller benet eller hængende mundvig, gælder det om straks at ringe efter en ambulance. 

Vores viden om symptomer på apopleksi kan hjælpe med at få mennesker hurtigere til sygehuset og i behandling.

Vi kan selv søge mere viden om, hvad det vil sige at blive ramt af blodprop eller blødning i hjernen. Vi kan som venner eller kolleger række ud til mennesker og familier, som er blevet ramt.

Vi kan holde fast i vores relationer med en, der er blevet ramt og den ramtes nærmeste. Og at vi vil holde fast i dem på trods af, at det kan tage tid at genopfinde kontakten og anerkende og acceptere ændringer i forholdet.

Vi kan gøre meget for at passe på os selv og forebygge, at vi kommer i risikogruppen. For eksempel ved at leve et liv med fysisk bevægelse, sund mad og ved at holde øje med vores blodtryk.

Forhøjet blodtryk er en af de alvorlige faktorer, som er med til at øge risikoen for apopleksi. Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at hver tredje voksen i den vestlige verden har forhøjet blodtryk.

I det lys er det tankevækkende, hvor stort et medansvar vi hver især kan påtage os, hvis vi blot får øje for, hvad vi kan gøre for at ændre vores egen livsstil.

Hjernesagens symposium i dag vil, ved at sætte fokus på apopleksi i form af ny viden og i form af opmærksomhed på sygdommen og dens følger, gavne mange ramte og mange pårørende.

Og minde alle os andre om, at vi faktisk kan gøre meget for at forebygge og dermed mindske risikoen for at selv at blive ramt.

Der er stadig meget vi ikke ved om hjernen, men efter i dag er vi en lille smule klogere.

Tak.