H.K.H. Prins Henriks tale ved overrækkelsen af Europa Nostra Prisen 2017 den 22. juni 2017

Offentliggjort den 23. juni 2017

De danske herregårde er en enestående del af vores kulturarv. Helt siden senmiddelalderen har der i Danmark eksisteret større gårde, der er blevet kaldt herregårde, hovedgårde eller sædegårde. Disse store gårde har haft en speciel status og har grundlæggende fungeret som betydningsfulde institutioner i samfundet i mere end 400 år.

Herregårdene var store landbrug, som bestod af en hovedgård med tilhørende fæstegårde. De havde en administrativ funktion som statens forlængede arm i landdistrikterne, og samtidigt dannede de ramme om livet blandt landets førende eliter. De var med andre ord magtens huse i landskabet.

Der er i dag bevaret omkring 750 herregårde i Danmark, og lidt over 300 af dem er fredede. Mange fungerer stadig som landbrugsbedrifter, mens andre er omdannet til nye formål som for eksempel skoler, museer eller hoteller.

Britta Andersen har siden år 2000 været direktør ved Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Siden 2004 har hun været bestyrelsesformand, og derudover har hun stået i spidsen for det nationale forskningscenter, Dansk Center for Herregårdsforskning. Hun er kendt som en energisk ildsjæl, der igennem de seneste mange år har gjort en særdeles væsentlig indsats for udviklingen af forskning og formidling af de danske Herregårde.

Britta Andersen er født i 1961 og er uddannet cand.mag. i kunsthistorie og middelalderarkæologi fra Aarhus Universitet. Derefter arbejdede hun i nogle år som undervisningsassistent ved Afdeling for Middelalderarkæologi ved Aarhus Universitet, samtidig med at hun var projektleder for ’Europæisk Middelalderfestival i Horsens’. Og inden hun startede som direktør ved Gammel Estrup, blev der også plads til et Ph.d. stipendiat ved Afdeling for Middelalderarkæologi – også ved Aarhus Universitet.

Med lige dele viljestyrke, professionelt engagement og omfattende faglig viden har Britta Andersen været katalysator for den rivende udvikling, som både herregårdsmuseet Gammel Estrup og Dansk Center for Herregårdsforskning har gennemgået de seneste 16 år.

Gennem en målrettet proces - herunder en omfattende restaurering af museet og fokus på både formidling og forskning i herregårdens kulturhistorie - har hun formået at skabe et moderne, professionelt og særdeles velbesøgt museum. Omkring 100.000 besøgende gæster Gammel Estrup hvert år – det er et meget flot tal for et museum på landet.

Den levende og nærværende formidling af herregårdens historie har vist sig at være en væsentlig del af opskriften på museets succes. Når de besøgende træder ind i Gammel Estrups nænsomt genskabte sale, gemakker, stuer, køkkener og kamre, kan de med alle sanser opleve, hvordan herskab og tjenestefolk levede på herregårdene for flere hundrede år siden. 

Dansk Center for Herregårdsforskning, som Britta Andersen har været den primære drivkraft af siden oprettelsen, har gennem årene haft en lang række ph.d. stipendier og specialestuderende tilknyttet, og centeret spiller en unik og væsentlig rolle for forskningen i herregårdenes kulturhistorie i både fortid, nutid og fremtid.

Britta Andersens utrættelige indsats har været stærkt medvirkende til at vække såvel den almindelige borgers, som de involverede myndigheders og politiske organers interesse og forståelse for de umistelige værdier, der er knyttet til en så væsentlig del af vores historiske kulturarv i Danmark.

Det er mig en glæde i dag at overrække en hædersbevisning til Fr. Britta Andersen, for sit store arbejde og energi specielt indenfor forskning og formidling af den danske kulturarv.

Tillykke!