H.K.H. Prins Joachims tale under Skoleskibet DANMARKS præsentationssejlads den 17. maj 2017

Offentliggjort den 18. maj 2017

Kære gæster

Det er en særlig glæde at være ombord på Skoleskibet DANMARK i dag. Igennem mange år har mit hjerte banket for Det Blå Danmark, og Skoleskibet DANMARK repræsenterer netop dette erhverv på enestående vis.

Netop i forgårs var jeg gæst ved Helsingørs borgmester, Benedikte Kiærs reception her på skibet. Receptionen havde netop fokus på det maritime Danmark – det Blå Danmark.

Et ophold som ung på skoleskibet DANMARK bibringer de unge en god grunduddannelse som skibsassistent. Det er samtidig en helt unik dannelsesrejse, der blandt andet giver forståelse for, hvor nødvendigt det er at arbejde sammen og indgå i et arbejdsfællesskab.

Her på Skoleskibet får de unge en klar forståelse for værdien af teamwork og ikke mindst en forståelse af, hvor vigtige de selv er i en større sammenhæng. De oplever, at der er behov for dem, og at der stilles krav til dem! Unge i dag risikerer med nutidens hastige tempo desværre at miste fodfæstet i deres selvopfattelse – og dermed troen på deres egen værdi. Her ombord er de unge uundværlige – skibet kan ikke sejle uden dem – og skibet sejler kun optimalt, når samarbejdet fungerer optimalt. Der er plads til forskellighed, og forskellighed er en forudsætning for at etablere et stærkt team. Det forandrer et ungt menneske at sejle med Skoleskibet Danmark.

Men Skoleskibet DANMARKs betydning rækker længere end til blot at være et skoleskib; skibet er en af de fornemmeste ambassadører for vores land, og derfor skal det repræsentere kongeriget Danmark, hvor end det kommer frem i verden. Jeg konstaterede ved selvsyn den store effekt, Skoleskibet DANMARK havde under de olympiske lege i Rio de Janeiro sidste år, og jeg oplevede, hvilken forskel det gjorde at invitere det officielle Brasilien og forretningsforbindelser til reception på den smukkeste platform, man kan tænke sig – den er i hvert fald mere attraktiv end snart sagt hvilket som helst femstjernet hotel!

I løbet af de 25 dage, skibet lå for anker i den smukke bugt ved Sukkertoppen med udsigt til Rio, bjergene og Kristusfiguren på Corcovado i silhuet mod aftensolen, deltog over 800 gæster i XX receptioner, og skibet havde i alt over 1.200 besøgende.

Det kan derfor næppe være mere velvagt – såvel i tid som sted – hvor vi i dag er samlet her på dækket på Skoleskibet DANMARK, at jeg tilkendegiver min støtte til at iværksætte endnu et OL initiativ med henblik på at sikre skibets deltagelse i De Olympiske lege i Tokyo i 2020.

Kaptajn Kurt Andersen har allerede lagt den foreløbige plan for togtet, og Direktør Pia Ankerstjerne er, i samarbejde med Generalkonsul Jens Olesen, gået i gang med det forberedende arbejde med henblik på at få skibet til Tokyo som spydspids for dansk industri i Japan.

Men nu er tid til at nyde skibet og dagen. Kaptajnen har sat kurs mod et lidt nærmere mål, nemlig København. Tak.