H.K.H. Prins Joachims tale ved “Henry Moore - grænser til Norden” på Kunstmuseet i Tønder den 29. april 2017

Offentliggjort den 3. maj 2017

Her i Tønder bliver der gjort noget ved kulturen… og ikke mindst skulpturen! Der er opstået en skulpturpark, og et af værkerne er mig særdeles bekendt! Prins Henrik – min far – er meget stolt af netop at have ”fået plads” her i byen.

Hans Jørgen Wegner er en anden prominent herre, der har fået plads. Endda sin helt egen plads mellem rådhuset og kunstmuseet for foden af vandtårnet, der viser hans smukke, avancerede møbeldesign.

Kunstmuseet er et kulturelt fyrtårn, som igennem mange år har vist sin permanente samling for byens borgere og besøgende, og som ind imellem supplerer med særudstillinger af høj karat. Og netop i dag åbnes en af disse: ”Henry Moore – grænser til Norden”.

Jeg kender selv bedst Henry Moore fra Louisiana i Humlebæk. Man kan næsten ikke forestille sig den skulpturpark uden hans mørke bronzeskulptur af en liggende kvinde lige i horisonten mellem have, himmel og hav. 

Det er ikke uden grund, at Henry Moore regnes blandt de helt store billedhuggere gennem tiden. Hans skulpturer brænder sig ind på nethinden, fordi de former, han bruger, er så klare og tydelige, og fordi hans kunst nærmest gør et landskab eller et museum smukkere, end det var i forvejen.  

Hvis man kommer forbi Perry Green i Hertfordshire i England, som i dag dels er hjem for den private fond, The Henry Moore Foundation, der i dag tager vare på hans kunstneriske arv, og som dels rummer museum og skulpturpark for hans egne værker, så kommer man helt ind under huden på Henry Moore. Det må være en helt særlig oplevelse at se det landskab, der inspirerede ham i mere end 40 år, og hvor han selv har ladet sine monumentale skulpturer placere.  

Det er mere end 35 år siden, at Henry Moore sidst blev vist på en særudstilling i Danmark. Man kunne have gættet på, at det var Louisiana, der havde løftet en sådan opgave, men det er imponerende, at det blev Tønder. Museum Sønderjylland har været langt fremme i skoene og kulturelt sagt ”skudt papegøjen”.

Skulpturparken her i Tønder bliver jo formodentlig ikke tilført en Henry Moore, men så skal man netop benytte lejligheden til at komme og se denne udstilling så mange gange, man kan, inden den lukker til december.  

Jeg håber, at Tønder og hele egnen vil få glæde af udstillingen, og jeg ønsker alle, der kommer for at se den, en rigtig god oplevelse.

Hermed erklærer jeg udstillingen “Henry Moore - grænser til Norden” åben.