H.K.H. Prinsesse Maries tale ved diplomoverrækkelsen på Akademiet for Talentfulde Unge, Øst den 31. januar 2017

Offentliggjort den 1. februar 2017

Kære diplommodtagere,

Tillykke med jeres velfortjente diplom. Et konkret bevis på, at I har gennemført Akademiet for Talentfulde Unges programforløb.

I er særlige talenter – udvalgt fra jeres respektive gymnasier, fordi I er begærlige efter at opnå ny viden og dygtiggøre jer.

Over de seneste 2 år har I deltaget i seminarer, forelæsninger og workshops, suget ny viden til jer og er blevet inspireret af innovative virksomheders forretningsmodeller og tilgang til markedet.

I en globaliseret verden med knivskarp international konkurrence, skal vi gøre noget mere for vores dygtigste elever.
Det er afgørende, at vi skaber særlige muligheder for jer.
Lige som de tilbud og forløb, I netop har gennemført, hvor I kan blive udfordret og blomstre i innovative og akademiske miljøer.

Vi skal dyrke og styrke vores talentmasse, så kan Danmark være et foregangsland, der kan konkurrere internationalt.
For vi kan simpelthen ikke følge med den rivende udvikling, hvis vi ikke tilbyder udviklende og kreative rammer for de kvikkeste og mest motiverede unge danskere, der vil gøre en forskel og skabe værdi for vores samfund.

I er alle topmotiverede og brænder for at gøre en ekstra indsats.
Det er netop jeres største talent!  Motivation og engagement vil føre jer langt i livet.
Konkurrencen mellem de bedste talenter er benhård.
Det har jeg selv erfaret fra de år, jeg studerede og arbejdede i Boston, New York, Paris og Geneve.

I har gennemført et talentudviklingsprogram, som gør jer i stand til at indfri jeres potentiale. Men jeres spændende rejse er kun lige begyndt!
Der er meget, I stadig skal lære. Der er mange erfaringer, I stadig skal gøre jer.

I skal snart vælge, hvilken uddannelse I vil kaste jer over.
Måske har akademiforløbet gjort valget nemmere – enten ved at I ved, hvad I skal læse, eller i hvert fald ikke skal læse på universitetet.

Mit råd til jer er at vælge studie med både hjerne og hjerte: Der skal nok være gode jobmuligheder for jer , men det skal bestemt også være et vidensfelt, I brænder for.

Derfor vil jeg også opfordre jer til at søge inspiration, viden og nye sociale relationer i udlandet gennem flere studie- og praktikophold.
​​​​​​​Det vil i ikke fortryde!  Jeg ved fra min egen ungdom, at det kan ændre jeres liv!

Husk, at der altid vil komme modgang og udfordringer på jeres vej. Heldigvis! For det er udfordringerne, der former og udvikler os.

Endnu engang tillykke med jeres diplomer. Jeg ønsker jer al mulig held og lykke fremover.